Rodgers vil købe dyrt flop i Liverpool
Den tidligere Liverpool-manager Brendan Rodgers ønsker at styrke sin nuværende Leicester-midtbane med Liverpools Naby Keïta.
Tilbage i 2018 investerede Liverpool dyre penge i Naby Keïta, da man hentede ham for over 435 millioner kroner i Bundesliga-klubben RB Leipzig. Med tiden har Keïta langt fra slået til, og der har været langt mellem spilleminutter, blandt andet på baggrund af en række forskellige skader og svingende præstationer.
Ifølge PLBOLD.DK erfarer Football Insider, at Leicester-manager Brendan Rodgers har et særdeles godt øje til den guineanske landsholdsspiller, og derfor har placeret ham i toppen af sin ønskeliste.
Foran Naby Keïta i køen har Liverpool midtbanespillere som Fabinho, Jordan Henderson, Curtis Jones, Georginio Wijnaldum og Thiago, og derfor virker et skifte væk fra Anfield ikke usandsynligt. Keïtas pris er desuden faldet med omkring 220 millioner kroner, siden de købte ham, og faren for et yderligere fald i prisen kan derfor friste Liverpool til at lave et salg inden alt for længe.
Naby Keïta står noteret for fire mål i sine 53 Premier League-kampe for ”The Reds” fordelt på tre sæsoner.