Rygte: Kane vil væk fra Tottenham!
Harry Kane ønsker angiveligt ikke længere at være en del af Tottenhams fremtidsplaner, og fortrækker helt at forlade engelsk fodbold.
Med Harry Kane som anfører vandt England i søndags 2-0 ude over Albanien i anden runde af VM-kvalifikationen, og efter kampen tog den engelske stjerneangriber ikke afstand fra rygterne om et skifte væk fra ”Spurs.” Situationen er faktisk sådan, at Kane i øjeblikket ser sig omkring for at finde en ny udfordring – gerne en væk fra Premier League og engelsk fodbold, det melder The Transfer Window Podcast ifølge PLBOLD.DK.
Rygterne har gennem en længerevarende periode lydt på, at både Manchester City og Manchester United har stor interesse i at signe 27-årige Harry Kane, men det er efter sigende ikke en engelsk klub, som angriberen ønsker at skifte til, fortæller Ian McGarry fra The Transfer Window Podcast.
- Det er vores information, at Kane seriøst overvejer at forlade Tottenham. Som et resultat der af har flere klubber været i kontakt med spillerens repræsentanter. Vi erfarer, at det mest attraktive tilbud lige nu er fra FC Barcelona, der vil forstærke sig efter at have haft et dyk i sine vanligt høje standarder og en dårlig sæson, siger McGarry i The Transfer Window Podcast ifølge PLBOLD.DK.
Harry Kane er i skrivende stund Premier Leagues topscorer sammen med Liverpools Mohamed Salah. Begge spillere har scoret 17 ligamål. Dog har ”The Egyptian King” kun formået at lave tre assists, mens Kane står noteret for 13 af samme slags.