Jobbe efter skuffende præstation: Forårets dårligste halvleg
Brøndby leverede en rigtig skidt første halvleg, men et formationsskifte gjorde hjemmeholdet godt, men det blev alligevel kun til et point.
Brøndby IF kunne have været bagud ved pausen i dagens kamp mod Randers FC, hvor Randers var klart i teten og Brøndby kunne ikke finde sig til rette. I anden halvleg blev det markant bedre for hjemmeholdet, som også var et stolpeskud fra Jesper Lindstrøm fra at hive sejren i land.
- Vi spiller en første halvleg, som er rigtig ringe, hvor vi også godt kan være bagud. Det er nok forårets dårligste halvleg vi spiller i dag, men i anden halvleg kommer vi til flere chancer, hvor vi med lidt held også scorer, men vi skal videre og der venter allerede en kamp igen på søndag, siger Jesper ‘Jobbe’ Lindstrøm til indkast.dk.
Der venter nemlig Brøndby en kamp på søndag mod ærkerivalerne fra FC København og det er en kamp, som betyder mere end bare normalt.
- Vi gør selvfølgelig alt, hvad vi kan for at vinde over FCK på søndag. Det er altid en speciel kamp mod FCK, hvor vi glæder os rigtig meget, slutter Jobbe af.