Daniel Jensen

Officielt: Bayern henter østriger

De tyske mestre mister til sommer østrigske David Alaba, men nu har de hentet en ny til klubben.
Østrig og Tyskland er naboer, og mange de bedste østrigske spillere tager også turen til Bundesligaen. I øjeblikket løber der store profiler som David Alaba, Marcel Sabitzer og Martin Hinteregger rundt i det tyske, og nu har Bayern München hentet endnu en fra alpelandet.

De sydtyske giganter har været på rov hos den østrigske klub SKN St. Pölten, hvor man har hentet den 17-årige midtbanespiller Emilian Metu. Det melder klubben i dag på sin hjemmeside, hvor den unge østriger får nogle pæne ord med på vejen fra Jochen Sauer, der er chef for talentudviklingen:

- Emilian er et stort talent på hans position. Vi er glade for, at han har besluttet sig for at tage til FC Bayern og tage det næste skridt her.

Emilian Metu skal efter planen starte på klubbens andethold, og han kalder skiftet for en drøm, der er gået i opfyldelse:

- For mig er det en drøm, der går i opfyldelse. Hele min familie har været Bayern-fans i årevis, og nu skal jeg være en del af denne fantastiske klub. Jeg vil bevise mig i München.

Den 17-årige midtbanespiller fik i sidste måned sin debut i den Østrigske Bundesliga. Her har han i alt spillet to kampe på øverste niveau. Udover det har han spillet 11 landskampe for de østrigske ungdomshold.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER