Medie: Her er Superligaens lønkonger
Superligaens lønkonge skal ifølge Ekstra Bladet findes i FC København.
Når det kommer til lønbudgetter, er FC København Superligaens suveræne topscorer og har efterhånden været det i mange år. I dag har Ekstra Bladet offentliggjort de bedst betalte spillere i den bedste danske række, og det er ikke overraskende en af hovedstadsklubbens spillere, der topper listen.
FC København-spilleren Andreas Bjelland har tidligere været alene på tronen som Superligaens lønkonge, men ifølge Ekstra Bladet må han i år dele førstepladsen med holdkammeraten Rasmus Falk. I 2018 skrev Bjelland under på en fireårig aftale med en årlig løn på ni millioner kroner. Samme beløb lød Rasmus Falks løn på, da han underskrev en ny kontrakt kort inden jul.
Hvor Rasmus Falk ses som en nøglespiller i hovedstadsklubben med 1.533 spilleminutter i indeværende sæson, har Andreas Bjelland omvendt længere vej til startopstillingen. Superligaens bedst betalte spiller har således kun fået 306 minutter på banen i denne sæson.