Fodbold nyheder

Fyring lørdag - ny mand klar søndag

Af Henrik Varbøl Andersen

Et nederlag i bundkampen i første division blev for meget for klubledelsen, som dog har reageret hurtigt, og ansat tidligere FC Vestsjælland-profil.

Article image
Ritzau-Scanpix

Morten Mølkjær er fortid hos første divisions bundhold Kolding IF, som lørdag led et smertefuldt nederlag på hele 2-4 til den absolutte bundprop Skive IK i opgøret på hjemmebane. Det oplyste klubben på sin hjemmeside lørdag, og søndag kunne de så løfte sløret for, hvem der tager i klubben.

Det bliver HIK´s talentfulde cheftræner og den tidligere FC Vestsjælland-profil Kristoffer Wichmann, som fremadrettet skal styre spillertruppen i Kolding. Første arbejdsdag bliver mandag:

- I morgen byder vi velkommen til en ekstremt dygtig træner, der på kort tid har gjort sig bemærket som en stærk leder. Wichmann kendetegnes nemlig særligt ved sine store ledelsesmæssige kompetencer, hvor han skaber vilje, gejst og en stærk vindermentalitet ved dem omkring ham. Det glæder vi os til at gøre brug af i Kolding IF, udtaler teknisk chef Frederik Lund.

Lørdag offentliggjorde klubben som sagt, at Morten Mølkjær ikke længere skulle stå i spidsen for den ambitiøse første divisionsklub. De takkede ham for tiden i klubben på deres hjemmeside:

- Morten har arbejdet målrettet med særligt indførelsen af den nye spillestil, samt brug af unge spillere på holdet, som begge er vigtige elementer nu og fremadrettet for klubben. Men desværre har de sportslige resultater gennem en periode ikke levet op til vores forventninger, sagde bestyrelsesformand Claus Holm-Søberg i pressemeddelelsen.

I Kolding har de store ambitioner, og en placering som næstsidst i første division harmonerer ikke med de ambitioner. Foråret har ikke givet forhåbninger om, at resultaterne ville blive bedre, da Kolding har tabt alle tre kampe indtil nu.

Kristoffer Wichmann forlader HIK efter en flot halvsæson som har sendt klubben på andenpladsen i 2. division.

Mere om Kolding

Optakt

Fodbold nyheder

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik