Bundu om FCK - Det er en kæmpe klub
Han har blot været i klubben i få dage, men alligevel er Mustapha Bundu klar i mælet, når han bliver spurgt ind til niveauet hos sin nye arbejdsgiver, FC København.
Mustapha Bundu blev tirsdag præsenteret som ny spiller i FC København, hvor han er kommet til klubben fra belgiske Anderlecht på en lejeaftale, og den nybagte FCK-spiller glæder sig til at komme i gang. Han mener samtidig, at FCK ikke blot er en kæmpe klub i Danmark, men også en stor klub i Europa.
- Jeg føler, at jeg er faldet godt til. Det er en kæmpe klub i Danmark, i Skandinavien og i Europa, og jeg er her bare for at gøre alt, jeg kan for at hjælpe holdet til gode præstationer og resultater. Klubben har vist, at de ønskede mig, og jeg vil gerne give tilbage, og jeg er virkelig glad for at være her, siger Mustapha Bundu til klubbens hjemmeside.
Og Bundu er ikke hvem som helst. Han var tidligere en stor profil i Superligaen for AGF, hvor han blandt andet imponerede stort for et lille års tid siden. Det medførte, at den 23-årige angriber blev solgt til Anderlecht.
Men nu er han altså tilbage i Superligaen og denne gang for FCK. Og selvom det ikke blev til meget spilletid i det belgiske, så mener Bundu alligevel, at formen er, hvor den skal være.
- Det føltes godt at være ude på banen med nogle af drengene i dag. Vi var ikke så mange, fordi der havde været kamp i går, men jeg følte mig godt tilpas derude. Jeg er i rigtig god fysisk form og har trænet godt i Belgien, inden jeg kom hertil, så der er ingen problemer i at gå fuldt med i træningerne for mig, lyder det fra den nybagte FCK-spiller.
Mustapha Bundu har endnu sine første kampminutter til gode for FCK. Onsdag måtte han nemlig se til fra sidelinjen, da holdkammeraterne udraderede hans tidligere klub AGF med tenniscifrene 6-1 i en testkamp.