LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

England: FA Cup
Old Trafford
FT
3 - 2
(1 - 1)
Manchester U
Liverpool
M. Greenwood (26), M. Rashford (48), B. Fernandes (78)
M. Salah (18), M. Salah (58)
Jonathan Kjær Troelsen

Liverpool fik scoret men nedturen fortsatte

Der var et stort FA Cup-brag på programmet søndag aften.
Liverpool mødte op til aftenens FA Cup-kamp mod Manchester United med nul scoringer i de seneste fire Premier League-kampe. Efter et kvarter lignede det derfor, at skiftet til FA Cup var god for gæsterne. Her scorede Mohamed Salah nemlig for gæsterne. Det var en intelligent aflevering fra Firmino, der splittede hjemmeholdets defensiv, og derfor kunne Salah nemt lobbe Liverpool i front.

Generelt var det to stærkt besatte mandskaber, og det var tydeligvis to managere, der gik efter sejren. Efter 26 minutter kom der balance i regnskabet. Her var det to lokale Manchester United-drenge, der stod bag. Marcus Rashford assisterede til Mason Greenwood, og så stod det 1-1.

Den stilling holdt indtil pausetid, men ikke ret meget mere end det. Kort inde i anden halvleg var den unge lokale Manchester United-duo på spil igen, men denne gang var rollen som målscorer og assistmager blot byttet rundt. Det betød, at Rashford udnyttede Greenwoods oplæg, og nu stod det 2-1.

Ti minutter senere sørgede makkerparret fra Liverpools føringsmål for en ny scoring. Igen var det Firmino, der havde næstsidste fod på bolden, og det var Salah, der scorede for anden gang i kampen.

Kampens matchvinder skulle dog vise sig at blive en indskifter. Bruno Fernandes startede på bænken, men godt ti minutter efter sin indskiftning fandt han netmaskerne via et frispark. Derfor kunne han og resten af Manchester United-holdet juble over et nyt føringsmål.

Det formåede Liverpool ikke at svare tilbage på, og dermed fortsætter den dårlige resultatmæssige krise for Liverpool. De har nu blot vundet en ud af de syv seneste kampe.

Manchester United er nu videre til 1/8-finalerne, og her kan den norske manager Ole Gunnar Solskjær og resten af mandskabet se frem til et møde med West Ham.


LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder