Sir Alex Ferguson: Min stab rådede mig til at droppe Henderson
Den tidligere Manchester United-manager er kommet med en afsløring fra sin egen managertid.
Liverpools anfører, Jordan Henderson, har haft blændende med succes de seneste år. Han har løftet Premier League- og Champions League-trofæet, og han er blevet en nøglespiller på Liverpool-holdet. Men han kunne meget vel have været Manchester United-spiller den dag i dag.
Sir Alex Ferguson, der var Manchester United-manager i perioden 1986-2013, fortæller nu, at han ville have købt Jordan Henderson, dengang han var Sunderland-spiller.
- Vi var klar til at lave et bud på Jordan Henderson i Sunderland. Jeg talte med Steve Bruce (tidl. Sunderland-manager, red.), og han elskede ham, siger den 79-årige Ferguson i 'A Team Talk With Legends' ifølge Sky Sports.
Som bekendt endte Henderson aldrig hos Ferguson, og det er der en helt bestemt grund til.
- Så kom vores medicinske stab og sagde, at de var ikke begejstrede for at se hans løbestil. Med den løbestil kunne han være den type spiller, der ville få mange skader, siger Ferguson.
Skotten fortæller også, at han gik meget op i, at hans spillere altid var til rådighed, og hvis han hentede en spiller, der ofte var skadet, så var det spild af tid og penge. Og derfor blev buddet på Henderson aldrig til noget.
- Men vi elskede ham som spiller, og det har han også bevist nu. Han har været fantastisk, og alle historier, jeg hører om ham, fortæller også, at jeg gik glip af en rigtig god person, siger Premier League-legenden.