Atalanta splittede Sassuolo ad, og nærmer sig top fire
Søndag eftermiddag fik Atalanta sendt Sassuolo hjem fra Bergamo med en lektion i presspil, hurtigt kombinationsspil og træfsikkerhed.
Søndag eftermiddag tog Atalanta hjemme i Bergamo på Gewiss Stadium imod en af Serie A-sæsonens positive overraskelser Sassuolo. Atalanta er kommet mere vakkelvornt fra start i indeværende Serie A-sæson, men med en sejr kunne sidste sæsons nummer tre nærmest få kontakt med Sassuolo i den øverste fjerde af tabellen. Det var også til at se på banen denne søndag.
Når de to mandskaber mødes, plejer de at forkæle med en masse mål. I de to holds fem seneste indbyrdes opgør er der blevet scoret fem mål i gennemsnit pr. kamp.
Sassuolo skabte deres aller største muligheder i første halvleg, inden der var spillet ti minutter. Herefter stod der Atalanta på alt. Duvan Zapata bragte også allerede i kampens indledning hjemmeholdet foran.
I de første 40 minutter havde Atalanta rigeligt med muligheder for at bringe sig yderligere foran. Tættest på kom 1-0-målscoreren Zapata, da han fra fri position bragede bolden på stolperoden.
Sassuolo havde svært ved at spille sig igennem hjemmeholdets fornemme presspil, som fremprovokerede flere opspilsfejl fra gæsterne. Det medførte af flere omgange plads til Atalantas offensive profiler.
Kort før halvleg fik Atalanta så fordoblet deres føring. Midtbanespilleren Matteo Pessina sendte bolden i nettet efter en tværbold fra Josip Ilicic. Det var Pessinas første mål for Atalanta.
Vi skulle ikke langt ind i anden halvleg, inden kampen reelt blev lukket. Zapata fik sit andet mål, da han blev spillet helt fri bag Sassuolos defensive linje.
Det var for Sassuolos vedkommende sporadisk, hvad de fik skabt af muligheder. Generelt lignede kampbilledet i anden halvleg de sidste 35 minutter af første halvleg, hvor hjemmeholdet var i total kontrol.
Atalanta var dog heller ikke færdige med at lave mål. Først gjorde Robin Gosens det til 4-0 med en af de flottere scoringer. Den tyske wingback tog løbet med bolden på tværs af banen fra egen banehalvdel, inden han hamrede den via overliggeren ind bag Andrea Consigli i Sassuolo-buret.
Dernæst blev det indskiftede Luis Muriels tur til at komme på tavlen. Colombianeren blev spillet helt blank imellem gæsternes to centrale forsvarsspillere, hvorfra han iskoldt på ny udplacerede Consigli.
Den centrale forsvarsspiller Vlad Chiriches fik på Sassuolos første reelle afslutning i anden halvleg pyntet lidt på resultatet. Chiriches vendte rundt på en tallerken, da en nedfaldsbold efter et hjørnespark landede hos ham, og så sendte han den ellers ind bag Pierluigi Gollini, som absolut ikke havde en travl eftermiddag i Atalanta-målet.
Med resultatet er Atalanta nu kun tre point fra Napoli, som pt. er placeret på Serie A’s fjerdeplads. Sassuolo derimod starter 2021 på en frygtelig måde, og kan, hvis Juventus og Atalanta udnytter de kampe, som de har i hånden, være spillet helt ud af top seks om ganske kort tid.
5-1-resultatet til hjemmeholdet betyder også, at Atalanta nu kun en gang i de to holds seneste fem indbyrdes opgør har scoret mindre en fire mål.