Medie: Stor handel på vej i FCK
FC København vil angiveligt forsøge at forstærke sig i januar-transfervinduet. Stort dansk talent kan være på vej til hovedstadsklubben.
FC København har haft svingende resultater i denne sæson, og derfor vil klubben angiveligt forstærke truppen i januar-transfervinduet. Det skriver Nordicbet.dk ifølge Tipsbladet. Manden, der står øverst på hovedstadsklubbens ønskeliste, skulle være Jacob Bruun Larsen, der til dagligt tørner ud for Hoffenheim i Bundesligaen.
Det halter med spilletiden i Tysklands bedste række for den 22-årige angriber, hvor det kun er blevet til tre kampe i indeværende sæson. Danskeren har været ramt af skader og var desuden testet positiv for coronavirus, der i sidste måned holdt ham ude af stand til at få fodboldminutter i benene.
De danske vicemestre vil angiveligt forsøge at leje Bruun Larsen. I sommer var danskeren ligeledes at finde på rygtebørsen. Dengang var det ligeledes FCK, der var ude efter hans underskrift. Rygterne startede, da Hoffenheim-spilleren blev spottet under en FCK-kamp i et ellers tilskuerfrit Parken. Dengang blev det ved rygterne, men nu skulle hovedstadsklubben altså være klar til at gøre tanker til handling.