Jønsson om møde med Messi: Det bliver unikt
Der venter danske Jens Jønsson en stor opgave, når han i weekenden står over for Lionel Messi i La Liga.
Danske Jens Jønsson er i denne sæson kommet på alles læber, da han har fået debut på A-landsholdet samt imponeret i La Liga. På lørdag skal Jønssons klub, Cadiz CF, møde FC Barcelona, og det kan blive en af Jønssons største kampe i karrieren.
- Den er pænt deropad. Det kan jeg ikke komme uden om. Barcelona og Real Madrid er nogle af de største hold i verden, selv om jeg ikke er fan af nogen af dem. Men det siger sig selv, at skulle mod i mine øjne historiens bedste fodboldspiller, det bliver unikt, fortæller Jens Jønsson.
Fra sin plads på den defensive midtbane har Jønsson været en vigtig spiller for Cadiz CF i denne sæson, men på lørdag skal han forsøge at lukke ned for Lionel Messi. Det har gennem årene været en stor mundfuld for mange spillere, og det er Jønsson godt klar over.
- Jeg ved ikke, om man kan forberede sig (på at møde Messi, red). Det ville være synd at sige, at det er en kamp som alle andre, men rent taktisk tror jeg i og for sig, at det bliver det.
- Vi kommer til at stå lavt og forhåbentlig sidde rigtig godt i presset, sidde tæt. Når det så er sagt, kan man jo dække nok så godt op - mon ikke han hiver et eller andet lækkert op af hatten på et tidspunkt?
Kampen mellem Cadiz CF og FC Barcelona bliver spillet lørdag aften kl. 21:00 på Estadio Ramon de Carranza. Jønsson og resten af Cadiz-mandskabet ligger faktisk bedre placeret i La Liga, da et point flere end FC Barcelona.