Har flere point i Champions League end i La Liga
Barcelonas besynderlige sæson fortsætter, og specielt forskellen på klubben præstationer La Liga og Champions League er til at få øje på.
Med deres 4-0-sejr over Dynamo Kiev tirsdag aften sikrede Barcelona deres fjerde sejr ud af fire mulige i dette års Champions League-gruppespil. Klubben har maximum point (12), en målscore på 13-2 og har blandt andet vundet over de italienske mestre fra Juventus i deres pulje.
Til trods for at være så dominerende i Champions League, halter klubben gevaldigt efter både spil- og pointmæssigt, når det kommer til La Liga. Her har klubben endnu ikke fundet rytmen og ligger i skrivende stund på en skuffende 13. plads med kun 11 point efter otte kampe. Klubben har altså formået at hente flere point på færre i Champions League end i den hjemlige spanske liga.
Derudover har den catalanske klub scoret 15 mål i La Liga, og har dermed kun to scoringer mere end i Champions League. Denne bizarre statistik ses ikke hver dag, og er et godt bevis på, at denne Barcelona-sæson ikke er helt normal. Et andet eksempel på dette er klubbens anfører og stjerne Lionel Messi, som i denne sæson kun har formået at score en enkelt gang i åbent spil.