Optakt: Ajax - FC Midtjylland
Indkast.dk varmer op til onsdagens Champions League-brag i Gruppe D mellem Ajax og danske FC Midtjylland.
Kommentar:
De danske mestre fra FC Midtjylland jagter deres første point i Champions League, mens hollandske Ajax Amsterdam prøver at hægte sig på i toppen af gruppen sammen med Liverpool.
Hjemmeholdet fra Ajax var i deres seneste Champions League-kamp mod FC Midtjylland ramt noget så gevaldigt af corona i truppen, hvilket medførte, at de medbragte et hold med flere reserver til Herning. Det stoppede dem dog ikke fra at tage tre point med hjem til Amsterdam og skaffe deres første sejr i turneringen denne sæson. I den hjemlige liga fører Ajax med 24 point ud af 27 mulige. Derudover scorer de over fire mål i gennemsnit og lukker kun et halvt mål ind pr. kamp i Æresdivisionen. Totalfodbolden lever i den hollandske klub, og de leverer altid underholdende og sprudlende fodbold.
FC Midtjylland har endnu deres første point i deres debut-sæson i Champions League til gode. Spillet er gradvist steget i niveau fra kamp til kamp, hvor deres seneste kamp mod Ajax viste, at de danske mestre godt kan bide fra sig. Anders Dreyer scorede også klubbens første mål i turneringen, der var med til at pynte på 2-1-resultatet. I Superligaen er mestrene også solide, og vandt senest 2-1 på udebane over AGF. Ulvene fra Herning kommer til Amsterdam med alt at vinde og intet at tabe, hvilket kan blive en stor fordel for dem.
Karantæner og skader:
Ajax Amsterdam:
Antony (Muskelskade) og Mohammed Kudus (Knæskade)
FC Midtjylland:
Evander (Sygdom), Manjrekar James (Skade), Júnior Brumado(Skade), Luka Pfeiffer (Skade)
Bud på kampens profil:
Dusan Tadic har efterhånden opnået legende-status i den hollandske klub, hvor han sæson efter sæson bidrager med både mål og oplæg. Denne sæson er ingen undtagelse, og den offensive serber har alene i Champions League scoret to og lavet et oplæg på tre kampe. Hans teknik og skud er blindende, og de danske mestres forsvar får travlt med at holde øje med ham gennem 90 minutter.
Bud på kampens resultat:
Givet at Ajax spiller på hjemmebane og vandt holdenes forrige opgør, påtager de sig favoritværdigheden. FC Midtjylland vil dog gøre alt for at skaffe deres første point i turneringen, og vil presse hjemmebaneholdet. Begge hold vil komme til flere chancer, men Ajax vil trække det længste strå og vinde 3-2.
Kampen spilles på onsdag d. 25/11 klokken 21:00 på Johan Cruijff Arena i Amsterdam og kan ses på enten TV3+ eller Viaplay.