Fodbold nyheder

Kompany forsvarer udskældt Bundu

Af Niels Nedergaard

Mustapha Bundu har ikke fået den bedste start på sin nye tilværelse i belgiske Anderlecht. Alligevel forsvarer holdets træner, Vincent Kompany den tidligere AGF-profil.

Article image
Ritzau-Scanpix

En af de helt store profiler i AGF var Mustapha Bundu, der især viste prøver på sit store talent sidste efterår, hvor han var tæt på ustoppelig.

Det fik belgiske Anderlecht til at finde den store pengepung frem og hente den unge kantspiller til klubben. Bundu har dog endnu ikke slået sit navn fast i det belgiske. Tværtimod. Nu forsvarer Anderlecht-træner Vincent Kompany dog sin unge talentfulde spiller fra Sierra Leone.

- Han spiller i en bedre liga nu, og han har brug for tid. Det kommer måske til at tage to-tre måneder, men han er et stort talent, der kan gøre rigtig ondt på de andre i Jupiler Pro League, fortæller den tidligere Manchester City-profil ifølge mediet La Dernière Heure.

Kompany er derfor overhovedet ikke bekymret for, at Bundu skulle gå hen og blive et flop i klubben.

- Bundu var vores største transfer i sommer, men man må ikke glemme, at han kommer fra den danske liga. Det er ikke Bundesligaen eller Premier League, lyder det fra Anderlecht-chefen.

Mustapha Bundu har indtil videre spillet fem kampe i den bedste belgiske rækker, og han har endnu sit første mål for Anderlecht til gode.

Den tidligere AGF-profil var desuden den belgiske storklubs største sommerindkøb, hvor Anderlecht angiveligt måtte betale 22 millioner kroner for Bundu.

Mere om Mustapha Bundu

Optakt

Fodbold nyheder

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik