Messi: Jeg vil gerne sætte en stopper for det hele
Lionel Messi er på forsoningskurs med FC Barcelona. Han vil således sætte en stopper for sommerens uenigheder.
Det har været en urolig sommer i Barcelona. Klubbens store koryfæ Lionel Messi smed en bombe i den catalanske hovedstad, da han i slutningen af august slog fast, at han ønskede at forlade klubben.
De millionvis af fans, som følger den argentinske troldmand i tykt og tyndt, kunne dog ånde lettet op, da Messi besluttede sig for at blive på Camp Nou. Nu vil sagens hovedperson lægge låg på en konfliktfyldt sommer.
- Efter så mange uenigheder vil jeg gerne sætte en stopper for det hele. Vi er nødt til at stå sammen og antage, at vi endnu har det bedste til gode, udtaler Lionel Messi ifølge Sport.
- Jeg tager ansvar for mine fejl, og hvis jeg har begået fejl, så var det kun for at gøre FC Barcelona bedre og stærkere.
- Vi kan kun opnå vores mål, hvis vi forener passion med spænding og motivation. Vi skal altid stå sammen og ro i samme retning.
- Jeg ønskede at sende en besked til alle, der følger os. Hvis der på noget tidspunkt har været nogen, som er blevet irriteret over noget, jeg har sagt eller gjort, så skal der ikke herske tvivl om, at jeg gjorde det hele med klubbens bedste interesse i tankerne.
Lionel Messi kom til FC Barcelona i 2000, hvor han i første omgang blev tilknyttet klubbens legendariske akademi La Masia. De 20 år i Barcelona har budt på utallige titler, trofæer og udmærkelser.