Officielt: Manchester City siger farvel og goddag til forsvarsspillere
Der er udskiftning i de bagerste geledder i den lyseblå Manchester-klub.
Sent tirsdag aften meddeler Manchester City på sin hjemmeside, at de har hentet den portugisiske forsvarsspiller Ruben Dias. Den 23-årige forsvarsspiller kommer til klubben på en seks-årig aftale fra Benfica.
Transfersummen for den portugisiske forsvarsspiller lyder på 500 millioner kroner samt diverse bonusser. Ruben Dias er et produkt af Benficas ungdomsarbejde, og den nyslåede Premier League-spiller er begejstret for sin nye arbejdsgiver.
- Det er en fantastisk mulighed for mig at få chancen for at blive en del af en klub som Manchester City. Det er noget, jeg ikke kunne afslå, siger Ruben Dias til klubbens hjemmeside.
Tilgangen af Ruben Dias er ens betydende med Nicolas Otamendis afgang. Den 32-årige argentiner tager således den modsatte vej, da han rejser til Benfica, hvor han har fået en tre-årig kontrakt. Benfica betaler angiveligt 112 millioner kroner for den rutinerede midterforsvarer.