Det læser de besøgende på INDKAST lige nu

Danmark: Superligaen
FT
4 - 2
(2 - 1)
AGF
OB
A. Erlykke (4), B. Blume (15), P. Mortensen (71), C. Højer (80)
I. Jebali (9), I. Jebali (74)
StillingReferat
Henrik Varbøl Andersen

Forrygende underholdning i Århus

En fremragende forestilling på et solbeskinnet Århus Stadion gav endnu engang underholdning og flotte mål mellem ”De Hviie” og ”De Stribede”.
AGF uden karantæneramte Sebastian Hausner og skadede Nicklas Backmann i forsvaret, så rutinerede Jesper Juelsgaard fik sin første starter i denne sæson. OB kunne mønstre samme startopstilling som i deres første to kampe, og der var dermed lagt op til endnu en underholdende kamp mellem de to storklubber.

Allerede efter tre et halvt minut viste Albert Grønbæk, hvorfor AGF rangerer ham som et stort talent. Fra kanten af feltet tordnede han bolden oppe i det ene hjørne, og sendte ”De Hviiie” i front. Lidt af en drømmestart for hjemmeholdet, og den unge Grønbæk der var foretrukket i startopstillingen foran Søren Tengstedt, som AGF hentede i AaB før sæsonen.

OB´s offensiv ville dog ikke stå tilbage for hjemmeholdet, da de allerede seks minutter efter hjemmeholdets scoring, byggede et fornuftigt angreb op. Højre-back Oliver Lund sendte et perfekt indlæg over til bagerste stolpe, hvor Issam Jebali headede udligningen i nettet. En super start på opgøret for den neutrale tilskuer, mens begge trænere måske nok undrede sig over defensiven hos deres hold.

Opgøret blev bare ved med at give chancer og mål. Et fremragende AGF-angreb bygget op over højre-kanten hvor Patrick Olsen tog et godt dybdeløb. Hans indlæg sprang Patrick Mortensen over, og bagved kom Bror Blume løbende, og han sparkede bolden fladt i kassen. 16 minutter spillet og 2-1 til hjemmeholdet.

Efter den hæsblæsende start gik der lidt stilstand i kampen, hvor man ofte kunne høre AGF-bænken råbe, at der skulle pres på bolden. De fynske gæster formåede dog ikke at udnytte den plads, de fik foræret. Det var som om begge hold, lige skulle suge luft ind igen efter den vilde start.

OB sluttede dog første halvleg stærkt af med stor dominans og flere gode angreb. Men udligningen udeblev, og en pausefløjtet virkede til at bekomme hjemmeholdet bedst. I pause-interviewet var David Nielsen også kontant omkring, hvad der skulle til fra hjemmeholdets spillere i anden halvleg:

- Vi skal ud og flytte fødderne, udtalte han til TV3-Sport.

Det virkede dog ikke helt som om, at spillerne havde forstået beskeden fra AGF-chefen. Anden halvleg startede som første sluttede med OB i den dominerende rolle. Det første kvarter blev hjemmeholdet trykket ned, og efter 15 minutter bragede Emmanuel Sabbi bolden på underkanten af overliggeren. Tungt OB-pres som AGF havde svært ved at løsne sig af.

Hjemmeholdet kan dog altid regne med topscorer og anfører Patrick Mortensen. Et højt AGF-pres hvor Patrick Olsen erobrede bolden, og fik den skubbet hen til kaptajnen, som fra kanten af feltet flækkede bolden ind i målet til 3-1. Gæsterne fra Fyn måtte virkelig ærgre sig over, at de ikke formåede at få slået kapital af deres gode periode, mens AGF altid kan regne med mål fra topscoreren.

Issam Jebali var dog ikke færdig med at være farlig for gæsterne. En nedfaldsbold i venstre side af feltet sparkede han ind mellem tre AGF´ere og ind bag en ikke helt chanceløs William Eskelinen i målet. Spændingen helt tilbage i opgøret, som pludselig livede gevaldigt op igen.

Hvis publikum på dette tidspunkt syntes, at man var blevet forkælet med gode mål, så syntes Casper Højer, at der lige skulle laves endnu et klasse-mål. Frispark på kanten af feltet i højre side lå perfekt til Højers venstre ben. Han smadrede bolden op i målhjørnet uden chance for OB-keeperen. Det gav nærmest flashbacks til dengang Højer-senior drønede det ene frispark i kassen efter det andet for FC København.

OB-spillere og stab må hele vejen i bussen til Fyn undre sig en smule over, at de ikke fik point ud af anstrengelserne på et solbeskinnet Århus-Stadion, hvor de dominerede hjemmeholdet i store perioder. AGF havde dog en stærk evne til at score hver gang, det var påkrævet for at holde OB-holdet stangen.

Sæsonens anden hjemmekamp for sidste sæsons bronzevindere gav også fuld gevinst, og optimismen må blomstre på Fredensvang og drømmene om at være en fast bestanddel af toppen af dansk fodbold, må de efterhånden tro på i Århus.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER