Tottenham sejrer mod drilske nordmakedonere
Det blev en kamp, der på alle måder var styret af Tottenham. Men som alle ved, skal man ikke falde i søvn på arbejdet.
I Europa League kvalifikationens tredje runde mødte Tottenham nordmakedonske Shkendija 79, der på papiret lød som en overkommelig opgave. Men nordmakedonerne gjorde det ikke til en dans på roser for det engelske hold.
Tottenham var taget til Nordmakedonien uden deres nye spillere Sergio Reguilon og Gareth Bale. Sidstnævnte døjer med knæproblemer. Heller ikke danske Pierre-Emile Højbjerg var at finde i truppen.
Der stod Tottenham på det hele lige fra første fløjt, og allerede efter 5 minutters spil blev bolden sparket i kassen. Efter et godt opspil, modtog Erik Lamela bolden fra Son Heung-min i en fri position og sendte bolden ned i det fjerneste målhjørne.
Udover en halvstor afbrænder af Dele Alli efter 27 minutter var resten af første halvleg uden de store chancer, og stillingen ved pausen var 1-0 til Tottenham.
I anden halvleg var det som om, at Tottenham blev lullet en smule i søvn af at spille bolden rundt. Det blev straffet. I det 55. minut, efter en lille periode med nordmakedonsk overtag, modtog Nafiu bolden lidt udenfor feltet og tordnede bolden op i hjørnet uden chance for Joe Hart. Så stod der pludselig 1-1.
Tottenham svarede tilbage ved at sende alle deres offensive midler ind fra bænken i form Harry Kane, Giovanni Lo Celso og Lucas Moura - og det gjorde forskellen.
Efter 70 minutter opsnappede Son Heung-min riposten fra Shkendijas målmand og sparkede resolut kuglen i nettet. 2-1 til Tottenham.
Ti minutter senere i det 79. minut steg Kane til vejrs på et indlæg fra Son, headede bolden i mål og sikrede slutresultatet 3-1 til Tottenham.
Tottenham avancerer dermed til sidste kvalifikationsrunde i Europa League, hvor de skal møde israelske Maccabi Haifa.