Mourinho: Dette var det værste øjeblik i min karriere
Enhver karriere byder på op- og nedture. Også selvom man hedder Jose Mourinho
Jose Mourinho har haft en manager-karrere med masser af opture. Blandt andet har der været Champions League-triumfer med både Porto og Inter, mens han også har vundet nationale mesterskaber i England, Portugal, Italien og Spanien.
Nu har den nuværende Tottenham-manager fortalt til det portugisiske medie Sic, hvilket øjeblik der indtil nu har været det værste i karrieren.
- Hvis jeg skal vælge det værste øjeblik i min karriere, vil jeg sige nederlaget med Real Madrid, siger Mourinho.
Nærmere bestemt henviser portugiseren til semifinale-nederlaget i Champions League i 2012, hvor han sammen med Real Madrid tabte efter straffesparkskonkurrence til Bayern München.
- Vi var uden tvivl det bedste hold i Europa. Vi vandt La Liga ved at slå alle rekorder for point og mål, og vi ville have vundet finalen. Det er jeg ikke i tvivl om, uddyber Mourinho.
Chelsea endte med at vinde Champions League-turneringen i 2012, efter at de slog Bayern München i finalen efter forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence.