Juventus-svensker scorede i Damsgaard-debut
Der var dansk debut i Serie A, da Mikkel Damsgaard fik de sidste 20 minutter på banen.
Juventus startede den italienske Serie A søndag aften, da Andrea Pirlo stod i spidsen for klubben for første gang. Modstanderen var Sampdoria, som havde danske Mikkel Damsgaard med på bænken. Den tidligere FC Nordsjælland-spiller ville få sin debut, hvis han undervejs ville blive skiftet ind.
I første halvleg var det dog en anden skandinav, som stjal opmærksomheden. Her var det den blot 20-årige svensker Dejan Kulusevski, som udnyttede Cristiano Ronaldos forarbejde, og dermed var forhåndsfavoritterne fra Juventus foran med 1-0.
Efter 70 minutter skete det, som de danske seere havde set frem til. Her blev 20-årige Mikkel Damsgaard sendt på banen til sin debut som Serie A-spiller. Danskeren formåede dog ikke at ændre på Juventus’ føring. Tværtimod scorede først Leonardo Bonucci og dernæst Cristiano Ronaldo, så stillingen endte med at være 3-0.