Status på transfermarkedet: Disse stjerner har en uafklaret fremtid
Transfervinduet er skudt godt i gang på trods af den usikre COVID-situationen i fodboldverdenen, men mange store stjerner har stadig en uafklaret fremtid. Indkast.dk tager et kig på, hvordan det skrider frem hos nogle af de store navne, der er i spil i dette vindue.
Jadon Sancho
Kan Manchester United møde Dortmunds vanvittige vurdering? En af de længste og mest fuldte transfersagaer i dette vindue er den 20-årige englænder Jadon Sancho, der har været brandvarm for Dortmund, siden han kom til klubben fra Manchester City i 2017. Han er flere gange meldt tæt på et skifte til Manchester United, der dog ikke har kunne imødekomme den tyske klubs krav på omkring 890 millioner kroner. Men de to klubber snakker ifølge Sky Sport stadig sammen om den unge kantspiller.
Douglas Costa
Skulle handlen med Jadon Sancho gå i vasket kan Manchester United kigge mod Italien og Juventus. Her er Andrea Pirlo blevet udnævnt som ny manager, og italieneren skal i gang med en større oprydning i en meget stor og aldrende spillertrup. En af dem, som kan være på vej ud, er den 29-årige brasilianer Douglas Costa. I den seneste sæson blev det ”kun” til syv kampe fra start for kantspilleren, der tidligere har spillet i Shakhtar Donetsk og Bayern München. Douglas Costa vil være et væsentlig billigere alternativ til Jadon Sancho, men brasilianeren har i denne sæson været meget plaget af skader, og han passer umiddelbart ikke ind i den profil som Ole Gunnar Solskjær leder efter til sit United-projekt. Her er det unge britiske spillere som står først på ønskelisten.
David Alaba
Selvom han kan være med til at spille Bayern München i Champions League-finalen onsdag aften, er der ingen garanti for, at østrigske David Alaba er en del af Bayern-truppen i den kommende sæson. Den 28-årige forsvarsspiller har endnu ikke kunne blive enig med den tyske gigant om en kontraktforlængelse, og med bare et år tilbage af kontrakten, kan tyskerne blive nødt til at sælge David Alaba i dette vindue for at få penge ud af ham. Ifølge engelske medier holder både Manchester City, Manchester United og Chelsea øje med østrigerens situation i det sydtyske.
Mesut Özil og Gareth Bale
Situationen for de to spillere er den samme. De er udtalt ikke med i planerne hos deres respektive managere i Arsenal og Real Madrid. Alligevel bliver det svært at se de to skifte klub i dette vindue. Både Mesut Özil og Gareth Bale er på et par yderst lukrative kontrakter. Kontrakter, som de umuligt får tilbudt andre steder, og derfor har de begge valgt, på trods af udsigten til meget lidt, hvis overhovedet noget spilletid, at blive i deres klubber indtil kontrakterne udløber. For Mesut Özil udløber hans kontrakt med Arsenal til sommeren 2021, mens "Los Blancos" sidder med den dyrest betalte golfspiller i hele Madrid helt frem til sommeren 2022.
Lionel Messi
På trods af udsigten til at skulle arbejde sammen med den nyudnævnte træner Ronald Koeman, står FC Barcelonas største stjerne Lionel Messi ved en skillevej. Er det nu, han skal forlade klubben, som han har repræsenteret, siden han som 11-årige blevet fløjet til fra Argentina. Både før, under og efter ydmygelsen mod Bayern München i Champions League-kvartfinalen har verdens bedste fodboldspiller været en kritisk overfor ledelsen i FC Barcelona og særligt præsident Josep Maria Bartomeu. Efter nederlaget har Lionel Messi udtalt, at han ville væk fra klubben, hvis ikke præsidenten udskrev valg. Dette er ikke sket, og Josep Maria Bartomeu sidder stadig for enden af bordet i bestyrelseslokalet på Camp Nou. Dertil bliver der i Barcelona snakket om en massiv udrensning i truppen, hvor flere markante navne er sat på transferlisten, herunder Messis gode ven Luis Suarez. Kan den argentinske troldmand have spillet sin sidste kamp for Barça og være på vej væk? Hvad der var utænkeligt for få år siden, er pludselig blevet et meget relevant spørgsmål.
Philippe Coutinho
En mand, der kan være på vej tilbage til Barcelona, er brasilianske Philippe Coutinho. Han har i denne sæson været udlånt til Bayern München, da Barça ikke kunne finde en køber i sommer. Hos Bayern har Coutinho primært været en rotationsspiller med 15 kampe fra start i Bundesligaen og otte, hvor han er kommet ind fra bænken. Derfor benytter de sig formentlig ikke af frikøbsklausulen, hvilket sender Coutinho ud i en uvis fremtid. Kan Ronald Koeman bruge ham i Barcelona, eller skal han sælges? Han har dog stadig et stort navn i Premier League, og flere engelske topklubber har vist interesse for den 28-årige midtbanespiller, heriblandt Tottenham og Arsenal. Også Newcastle var inde i billedet, da de var tæt på en overtagelse af Saudiarabiske investorer, men da den klubovertagelse er trukket tilbage, er klubben i Nordengland også ude af billedet.
Kalidou Koulibaly
Forsvarsklippen har længe været rygtet til større fodboldadresser i Europa, men senegaleseren, der har spillet 183 Serie A-kampe for Napoli har endnu ikke fået et stort skifte. Han var ligesom Coutinho blandt de varmeste navn, da Newcastle drømte om saudiarabiske milliarder, og Kalidou Koulibaly har også været på blokken i Manchester City. Men med de bristede drømme i Nordengland og med købet af Nathan Ake som makker til Ayermic Laporte hos Manchester City er interessen og rygterne omkring Kalidou Koulibaly kølet af igen.