Mbappé træner med hos PSG igen
Kylian Mbappé træner igen med hos Paris SG, efter han blev skadet i ultimo juli.
Den 24. juli gik hjerterne i står hos mange Paris Saint-Germain-fans. Klubbens unge franske superstjerne vred sig i græsset efter en tackling sat ind af Saint-Étienne-kaptajnen Loïc Perrin i Coupe de France-finalen, og slow-billederne viste tydeligt, at parisernes stjernes ankel blev revet fuldstændig rundt.
Nu er der så godt nyt til PSG-tilhængerne. Offensiv-esset træner nemlig med igen hos den franske hovedstadsklub, som egentlig havde meldt Mbappé ude af den kommende Champions League-kvartfinalen imod italienske Atalanta. Han kan dog fortsat ikke gennemføre en hel holdtræning.
21-årige Mbappé er dog angiveligt ikke sikker på at starte i Atalanta-kampen, men han er med i den trup, som onsdag aften møder Bergamo-klubben.
Mbappés holdkammerat Marco Verratti, som i weekenden blev meldt skadet, bliver dog ikke klar til kvartfinalen. Også han er en del af parisernes Champions League-trup, men ifølge RMC Sport spiller han ikke, og det virker usandsynligt, at han overhovedet kan nå at blive sin skade kvit, selvom PSG skulle nå turneringens finale, som spilles 23. august.