Talent om AC, Zanka og Kjær: Jeg er den bedste
Joachim Andersen har stadigvæk selvtillid – og masser af det!
- Hvis man følger med i fodbold, så burde man vide, hvem jeg er. Jeg har spillet to sæsoner i Holland, 18 måneder i Italien, hvor jeg har gjort det rigtig godt, og nu er jeg i Lyon. Så det er underligt, at store dele af den danske befolkning ikke kender mig.
Sådan har Joachim Andersen tidligere sagt til Indkast.dk om hans ukendte rolle i Danmark. Dette skyldes ikke mindst, at det danske landshold har centrale forsvarsspillere som Simon Kjær, Mathias Zanka Jørgensen, Jannik Vestergaard og Andreas Christensen. Trods den hårde konkurrence, så vil Joachim Andersen have den nye landstræner Kasper Hjulmand til at vælge ham.
– Jeg synes selvfølgelig selv, jeg er god nok. Jeg spiller i en stor klub, jeg har spillet Champions League, og jeg har spillet i Sampdoria. Jeg har godt med erfaring, så selvom jeg er ung, duer det ikke som undskyldning. Er jeg god nok, er jeg også gammel nok. Jeg skal ikke sige noget negativt om de andre, men jeg synes selv, jeg er den bedste. Hvis jeg ikke gør det, spiller jeg heller ikke. Det er vigtigt, at du tror på det. Der er mange gode spillere på landsholdet, men jeg mener selv, jeg skal spille fra start, siger Joachim Andersen til Ekstra Bladet.