LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

Daniel Fisker

Mourinho bekræfter: Kane starter inde mod United

Tottenham-manageren Jose Mourinho har bekræftet, at den hidtil langtidsskadede Harry Kane er parat til at starte inde i fredagens kamp mod Manchester United.
Harry Kane pådrog sig den 1. januar en skade, som længe så ud til at sætte en stopper for angrebsprofilens sæson. I første omgang lød prognoserne på, at Tottenham-angriberen ville være ukampdygtig indtil april, men en kryptisk udmelding fra Jose Mourinho antydede, at Kane kunne komme til at gå glip af sommerens EM-slutrunde, som siden er blevet udskudt til 2021.

Harry Kane er dog nu i stand til at spille sæsonen færdig, fordi coronavirussen satte Premier League på pause i tre måneder. Tottenham-manageren Jose Mourinho bekræfter torsdag, at Kane uden problemer vil kunne starte inde, når Tottenham fredag aften tørner sammen med Manchester United. Moussa Sissoko og Heung-min Son pådrog sig også skader før coronavirussens indtog, men denne duo er også kampklar.

- Vi har nogle småting (småskader, red.), men vi venter til i morgen med at dømme dem inde eller ude, udtaler Jose Mourinho ifølge Goal.com.

- Men de spillere, som er blevet opereret – Kane, Son og Sissoko – de tre er kommet sig og er klar til at spille.

- Kane har ikke spillet fodbold i mere end seks måneder, men han arbejder ekstremt godt. Jeg kan uden problemer sige til jer, at han kommer til at starte inde (mod Manchester United, red.).

- Har Harry 90, 80, 70, 60 minutter i sig? Det er kun kampen, som kan fortælle os det. Er Harry i topform? Jeg ved det ikke. Der er gået omkring seks måneder siden hans seneste fodboldkamp, men han arbejder ekstremt hårdt. Han er fantastisk professionel, og han starter inde i morgen.

Harry Kane var en af de absolutte favoritter til at blive Premier League-topscorer, da sæsonen blev sparket i gang. Den engelske landsholdsangriber nåede at score 11 mål i 20 Premier League-kampe, før han blev skadet nytårsdag. Det placerer ham på 14. pladsen af topscorerlisten. Leicester City-angriberen, som står noteret for 19 mål, indtager i øjeblikket førstepladsen.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder