Fodbold nyheder

Bog:
Pele, Brasilien - Sverige, VM-finalen 1958...

Af Torsten Brix

Indkast.dk bringer her et kapitel fra den aktuelle bog "Loppen, elefantkongen og de andre fodboldhelte", som er 11 sande fodboldhistorie.

Article image

Aldrig før eller siden har så mange mennesker været samlet til en fodboldkamp. Det er en søndag eftermiddag i juli 1950. På Maracanã stadion i Rio de Janeiro [Rio de Sjanæro] spilles den afgørende kamp om verdensmesterskabet mellem Brasilien og Uruguay, og der er stuvende fuldt. Der er fans på taget, fans på murene, fans på kommentatorboksen – fans overalt.

Maracanã er blevet bygget lige før VM-slutrunden med 120.000 siddepladser og 30.000 ståpladser. I alt 150.000 pladser, men denne dag er der officielt 173.850 tilskuere på Maracanã. Og titusindvis mere har mast sig ind, så der måske er op imod 220.000 tilskuere. Dér står og sidder de så; presset så tæt sammen, at det er umuligt at rokke sig ud af stedet. Men de hujende og råbende brasilianske tilhængere er ligeglade, for de er kommet til fodboldfesten for at se deres fælles drøm gå i opfyldelse. Kun cirka 100 af tilskuerne er fra Uruguay. Resten er brasilianere. Cirka en tiendedel af Rios borgere befinder sig på Maracanã, og de ikke bare håber, at de skal overvære Brasilien blive verdensmester; de forventer det også.

De to foregående kampe har brasilianerne vundet med 7-1 over Sverige og 6-1 over Spanien. Angrebsstjernen Ademir er turneringens suveræne topscorer. Og han ser tændt ud i dag, så alle føler sig sikre på, at Brasilien vinder VM. Samme morgen udkommer avisen O Mundo. På forsiden står der ”Her er verdensmestrene”, og så er der et billede af det brasilianske landshold. Uruguays anfører går en tur denne morgen, da han får øje på forsiden i en kiosk. Han bliver vred, lægger nogle penge på disken og går derfra med alle kioskens 20 aviser i favnen. Hjemme på hotellet breder han aviserne ud på fliserne på toiletgulvet, og på væggen skriver han en besked til sine holdkammerater:

”Træd og pis på aviserne!”

Avisen O Mundo er ikke alene om at tro på brasiliansk sejr. På Maracanã sidder Jules Rimet [Sjyle Rimé]. Han er præsident for det internationale fodboldforbund, FIFA. Det trofæ, som det vindende hold får, når kampen er forbi, er opkaldt efter Rimet. I lommen har han den tale, som han skal holde til det vindende hold. Han har skrevet den på portugisisk, for også han er sikker på, at de portugisisktalende brasilianere vinder VM. Før kampen er der også en tale. Det er Rios borgmester, Ângelo Mendes [Andjelo Mendæs], som taler til sine landsmænd.

”I spillere, som om nogle timer vil blive hyldet som mestre af millioner af landsmænd. I, som ikke vil have nogen rivaler i hele atmosfæren. I, som vil overkomme enhver modstander. I, som jeg allerede hylder som sejrherrer,” råber han begejstret til spillerne.

Kampen går i gang klokken 15.00. Der bliver ikke scoret i første halvleg. Men lige efter pausen kommer Brasilien foran 1-0. Stjernen Ademir afleverer bolden til Friaça [Friasa], der løber ind i feltet og skyder bolden i mål i venstre side.
Man kan høre brølet fra Maracanã over hele Rio de Janeiro.

”GOOOOOOOOOOOOOOOOOL!” Der er både lettelse og glæde i jublen. Nu er Jules Rimet-trofæet snart brasilianernes, tror alle. Men Uruguay udligner efter 66 minutter, da Alcides Ghiggia [Alsides Gidia] spiller Juan Alberto Schiaffino [Sjuan Alberto Skiafino] fri. Klokken 16.33 indtræffer katastrofen. Der er kun cirka 10 minutter tilbage af kampen, da Alcides Ghiggia igen spurter frem i Uruguays højre side. Han er en af banens hurtigste spillere, og han løber nemt fra brasilianerne Juvenal og Bigode. En hvid kridtsky hvirvler op fra græsset, da Ghiggia løber ind i straffesparksfeltet. Brasiliens målmand, Moacir Barbosa, træder et skridt frem. Han forventer, at Ghiggia ligesom ved udligningen til 1-1 vil aflevere ind til den hyperfarlige angriber Schiaffino. Men det gør Ghiggia ikke. Han snyder Barbosa og sparker selv mod målet. Den tunge, brune bold stryger ind ved stolpen og lægger sig til rette ved det modsatte sidenet. Uruguay fører nu 2-1, og det bliver kampens slutresultat.

Der er dødstille blandt de hundredtusindvis af brasilianske tilskuere. Trommer, trompeter og tilråb er med ét forstummet. Sambafest er forvandlet til landesorg. Det eneste, man kan høre på det enorme stadion, er lyden af de jublende uruguayere nede på græsset og så de 100 tilrejsende tilskuere fra deres hjemland. Alle andre har slået blikket ned. Målmanden Barbosa får af mange brasilianere skylden for nederlaget. Og den byrde må han bære resten af sit liv. Selv da han er stoppet med at spille fodbold og arbejder som livredder i en svømmehal og driver en lystfiskerbutik, skal han høre på, at han kostede Brasilien verdensmesterskabet.

13 år efter det sviende nederlag kontakter Maracanãs stadioninspektør Barbosa. Han fortæller, at målene fra den berygtede kamp mod Uruguay skal skiftes ud, og han spørger, om den pensionerede målmand vil have dem. Det vil Barbosa gerne, for så kan han brænde dem i sin have og dermed skaffe fortidens dæmoner og minderne om den ulykkelige dag af vejen. Han inviterer sine venner og gamle holdkammerater til grillfest, og over gløderne fra de brændende træstolper steger de saftige pølser og møre bøffer, som de spiser med løg og eddikedressing.

Tilbage til Maracanã stadion i 1950, hvor nederlaget til Uruguay stadig hærger i mere end 200.000 brasilianske hjerter: Nogle falder om i sorg, andre får vejrtrækningsproblemer og synsforstyrrelser. Det er så galt fat, at sundhedspersonalet på stadion må behandle 169 personer, der er blevet hysteriske af tragedien. Seks af dem skal på hospitalet. Ude foran stadion står en statue af borgmesteren Ângelo Mendes. Det var ham, der allerede inden kampen udråbte brasilianerne som verdensmestre. Vrede fans angriber statuen. De sparker hovedet af den og triller det som en fodbold hele vejen ned til en flod, der ligger ved det store stadion. Der lyder et ordentligt plask, da det afhuggede borgmesterhoved plumper i vandet og synker til bunds.

600 kilometer fra Maracanã, i byen Bauru, er der også sorg. På gaden Rua Rubens Arruda bor Dondinho og Celeste med deres tre børn. Dondinhos mor og Celestes bror bor også i det lille hus. De har ikke mange penge. Børnene går i pjaltet tøj og bare fødder. Ofte er der ikke andet at spise end brød med en skive banan. De bor i et træhus med utæt tag, så ingen ved, hvor og hvornår det begynder at dryppe ned, næste gang det regner. I de kolde nætter sover hele familien ude i køkkenet, så de kan varme sig omkring komfuret.

Det buldrer også derudaf den dag, Brasilien spiller mod Uruguay, for der er køligt i Bauru, og der skal laves mad til familiens gæster. Det skulle have været en sand festdag, hvor det elskede brasilianske landshold skulle hyldes som verdensmester. Der er kommet 15 gæster på besøg, og sammen skulle de høre fodboldkampen i husets radio og juble over heltene i Rio.

Men det går som bekendt helt anderledes. Brasilien taber til Uruguay. Tilbage ligger et par slatne sandwiches på husets spisebord. Øllene har mistet deres saft og kraft, ligesom fodboldfesten. Gæsterne har jublet over Friaças indledende mål, og de har forsøgt at bevare optimismen, da Uruguay udligner til 1-1. Men da Ghiggia scorer til 2-1, er det hele slut. De er så kede af det i det lille hus på Rua Rubens Arruda, og der er lige så stille som på Maracanã stadion.

Også uden for huset har en tung dyne af stilhed lagt sig over Bauru. Festfyrværkeri og skrattende radioer er overalt forvandlet til en larmende tavshed, der hér og dér afbrydes af gråd fra de små huse. Det er ikke kun børnene, der græder. Tårerne triller også ned ad kinderne på byens granvoksne mænd.

Dondinho er ulykkelig. Han havde inviteret sine venner, så de sammen kunne glæde sig og tiljuble de brasilianske verdensmestre, men drømmen brast. Familiens ældste dreng, den niårige Edson, er chokeret over at se sin far græde så hjerteskærende. Edson er opkaldt efter amerikaneren Thomas Edison, der opfandt den elektriske pære, men der er ikke meget lys i øjnene på lille Edson efter det grusomme nederlag. Han ser med forfærdelse, hvordan tårerne triller ned ad farens kinder, og i et forsøg på at muntre sin elskede far op, udbryder lille Edson:

”Far, en dag vinder jeg pokalen til dig. Det lover jeg dig.”

I dagene efter VM-nederlaget er den helt gal med Bauru. Børnene plejer at fylde gader og gårde med leg og fodbold, men alt er stille. Byen virker helt forladt. Bauru plejer at være spillevende, og der er næsten altid gang i en fodboldkamp i Rua Rubens Arruda og i de omkringliggende gader. Niårige Edson er også med, så meget han kan. Det er bare nogle gange lidt vanskeligt, synes han. For det første skal han i skole hver dag. Det bryder han sig ikke om, men hans mor siger, at han skal passe sin uddannelse. For det andet skal han hjælpe med at tjene penge til familiens husholdning som skopudser. Han starter først i nabolaget, men der er ikke ret mange sko at pudse og penge at tjene – for mange af beboerne i området går nemlig, ligesom Edson selv, rundt på bare fødder. Derfor tager han ofte turen ind til jernbanestationen. Her er mere at lave. Forretningsmænd i dyre jakkesæt vil gerne have skinnende rene lædersko, og der kommer også en masse cowboys med støvler, der er mudrede og ridsede af tidsler. Edson ordner det hele, og når han så kommer hjem, får han lov til at spille fodbold i et par timer.

Men han skal også have lov af de andre spillere. Fodboldspillet i områdets gader og gårde og på de lokale fodboldbaner styres benhårdt af kvarterets store drenge. I begyndelsen vil de ikke lade den lille, skravlede Edson spille med. Men han og hans venner gør oprør. Når bolden ryger ud af banen, beholder de små drenge den og begynder at spille selv. Det går sjældent godt. De får en masse tæv af de store, men som tiden går, bliver Edson og vennerne selv større og får lov til at spille med.

Det er et problem at skaffe bolde. Dem er der ikke råd til, så børnene fylder en strømpe med papir eller gamle klude, og så sparker de til den. Nogle gange stjæler de klude fra tørresnore rundt om i nabolaget. Så bliver bolden en lille smule større og minder lidt mere om en rigtig fodbold.

Edson og hans kammerater spiller på Rua Rubens Arruda med et par sko som målstolper – for nogen af drengene i nabolaget har nemlig sko – og husene langs vejen fungerer som sidelinjer. Når drengene sparker højt, rammer de nogle gange ledningerne, der løber mellem gadens elmaster. Så forsvinder strømmen i alle husene, og så bliver der ballade med de voksne.

Ofte kommer Edson og hans bror, Zoca, møgbeskidte hjem. Byens gader er støvede, når solen skinner, og mudrede, når det regner, og drengene ender altid i glidende tacklinger. Så må Celeste have gang i den store skrubbebørste, og vandet er helt brunt, når det løber ned ad de to drenge.

Drengene i Bauru mødes en dag for at lave en rigtig fodboldklub. De er ambitiøse. De drømmer om store pokaler og om succes på alverdens store stadioner. Foran Edsons hus lægger de en plan.

”Hvad med at kalde klubben for Sete de Septembro?” foreslår en af drengene.

Det synes de andre er en god idé. Sete de Septembro betyder 7. september. Det er Brasiliens nationaldag, og en af de gader, hvor de ofte spiller fodbold, hedder Rua Sete de Septembro, altså 7. September Gaden. De kan også hurtigt blive enige om, at de skal have trøjer og bukser at spille i. Og en rigtig bold at sparke til; ikke bare sådan en, der er klumpet sammen af gamle klude. De har ingen penge, men Edson får en god idé.

”Lad os samle et helt album med vores fodboldkort, så kan vi bytte det til en bold.”

Den er drengene med på. De pisker hjem for hver især at hente fodboldkort med alle deres idoler. En af drengene, der hedder Zé Porto, ved, hvordan de kan tjene penge til spilletøj.

”Vi sælger peanuts foran jernbanestationen. Og ude foran det cirkus, som kommer til byen i næste uge, og foran biografen.”

En af de andre drenge spørger, hvor de skal få alle de peanuts fra.

”Dem stjæler vi. Nede ved jernbanen er der nogle togvogne fyldt med sækkevis af peanuts. Dem kan vi nemt bryde ind i,” svarer Zé Porto.

Edson bliver udvalgt sammen med en af de andre drenge til at stjæle nødderne. En af de følgende dage ved middagstid sniger de to drenge sig ned til jernbanen. Der er helt øde, fordi arbejderne holder pause og spiser frokost. Edson løfter sig op i en af togvognene, og han kan straks dufte de hundredtusindvis af peanuts, som ligger pakket i store sække. Han er bange for at blive opdaget, så han skynder sig at flå en af sækkene op. Det vælter ud med nødder. Edson propper sin skoletaske og skovler også peanuts ned i et par medbragte sække, i sine lommer og i sin skjorte. Så løber han og vennen lettet derfra. De rister og sælger nødderne, og så køber de spilletøj for pengene.

Edson er god til at spille fodbold. Han er en af de bedste i Bauru. Han er lille, men han er stærk, og han kan hoppe højt, så han er også dygtig til hovedstød. Hans teknik er god, og hans far har lært ham at sparke med vristen, at bruge begge fødder og at drible med bolden klistret til tæerne. Han kan også score på imponerende saksespark, men det vigtigste er, at han tænker hurtigere end de fleste. Han ved, hvad han vil og skal med bolden, inden han har modtaget afleveringerne fra sine holdkammerater, og han er god til at holde øje med alle med- og modspillere. Nogle mener, det er, fordi hans øjne sidder en smule længere fra hinanden end hos andre børn, så han kan se mere af banen på én gang. Uanset hvilket hold han spiller for, og hvor gamle modstanderne er, scorer Edson i hvert fald bunker af mål.

Hans fulde navn er Edson Arantes do Nascimento, men han får snart et kælenavn, der bliver kendt over hele verden. Da hans far som ung spillede i Vasco de São Lourenço [Vasko de Sao Lurænso], blev målmanden på holdet kaldt for ’Bilé’. Ham har Edson altid set meget op til, men han har også altid udtalt navnet forkert – han kalder ham ’Pilé’.

”Når jeg bliver stor, vil jeg være ligesom Pilé,” siger Edson til sine venner. I Bauru er dialekten en smule anderledes, så der bliver Pilé til ’Pelé’.

Som 14-årig begynder Pelé at spille på førsteholdet i Bauru AC. Holdet vinder byens mesterskab. Året efter får han sin første kamp i storklubben Santos, og han scorer i sin debutkamp. Som 16-årig spiller han for første gang på det store stadion Maracanã og scorer hattrick. Ikke længe efter kommer han på landsholdet, og han debuterer mod Brasiliens store rivaler fra Argentina. Også i den kamp scorer han selvfølgelig. Og da landsholdet i 1958 skal til VM i Sverige, rejser den blot 17-årige Pelé med. Brasilianerne flyver over Atlanterhavet til Lissabon, og derfra videre til Italien, hvor holdet spiller et par træningskampe. Fra Milano flyver de over Alperne og lander i København, hvorfra de flyver de sidste 45 minutter videre til Göteborg. Dér begynder VM.

Pelé er ikke med i de første to kampe. Han er blevet skadet i en af træningskampene i Italien, men i tredje gruppekamp mod Sovjetunionen vælger landstræneren at spille med både Pelé og Garrincha [Garinsja]. Garrincha er en 24-årig fløjspiller, der er kendt for sine skæve ben. Han er hjulbenet på det ene ben og kalveknæet på det andet. Det ser mærkeligt ud, når han kommer løbende. Men hold da op, hvor kan han dog drible. Han spiller så morsom fodbold, at tilskuerne plejer at grine, når de ser ham.

Nu er det tid til kampen mod Sovjetunionen. Garrincha og Pelé står klar i midtercirklen på stadionet Nya Ullevis trimmede græstæppe. Mens de venter på dommerens startfløjt, kigger Pelé først ud mod de 50.000 tilskuere. Så glider hans mørke, koncentrerede øjne hen over de 11 sovjetiske modspillere.

”De er store,” tænker den unge Pelé, ”men store træer kan også fældes,” hvisker han for sig selv.

De første tre minutter af kampen bliver de bedste og mest underholdende i brasiliansk fodbolds historie. Kampen er kun lige begyndt, da Garrincha dribler forbi den sovjetiske back og sparker på mål. Pelé skal lige til at juble, da bolden rammer stolpen og ryger tilbage ud i banen. Kort efter er det Pelé selv, der modtager bolden, og han sparker flot mod mål. Endnu engang må han kvæle et ”GOOOOOL!”-råb nede i halsen – bolden rammer overliggeren.

”Slap af, min dreng. Målene skal nok komme, tag det roligt,” siger midtbanespilleren Didi til Pelé, da han løber forbi den spændte teenager.

Og Didi har ret. Vava løber ind i feltet, får bolden og sparker den forbi målmanden. Der er spillet tre minutter, og Brasilien fører 1-0. Vava fortsætter med at løbe, indtil han er helt inde i målet, hvor han hopper direkte ind i nettet og klynger sig fast. Det ser sjovt ud. Det er en sjov fodboldkamp. Brasilien er et sjovt fodboldhold. Og 17-årige Pelé har allerede bevist, at han er god nok til at være med.

Brasilien slår Sovjetunionen 2-0 og går videre fra puljen. Den næste kamp er kvartfinalen mod Wales. Pelé scorer sit første VM-mål. Det er kampens eneste, og Brasilien vinder 1-0. I semifinalen mod Frankrig i Stockholm vinder sydamerikanerne 5-2. Pelé scorer tre af målene. Frankrigs store stjerne hedder Just Fontaine [Sjyst Fontæne]. Han scorer sammenlagt 13 gange i løbet af turneringen, og det er rekord for et verdensmesterskab. Men den dag i Stockholm bliver han overgået af en purung brasilianer, der allerede er på vej til at blive en vaskeægte fodboldlegende.

”Da jeg så Pelé, fik jeg lyst til at lægge støvlerne på hylden,” udtaler Just Fontaine efter nederlaget til Pelé og hans holdkammerater.

Den 29. juni 1958 vågner de brasilianske spillere op på deres hotel i Stockholm. Det er den dag, de skal spille VM-finale. Modstanderen er de svenske VM-værter. Da de kigger ud ad vinduet, ser de en grå, skandinavisk sommerhimmel. Snart begynder et vældigt uvejr over den svenske hovedstad. Men Pelé er vant til våde, mudrede baner. Den eneste forskel er, at hans mor ikke er i Sverige til at skrubbe skidtet af ham efter kampen.

Kampen begynder på stadionet Råsunda klokken 15.00. I Brasilien er det morgen. Under nationalmelodierne tænker Pelé på sin far hjemme i det lille hus i Bauru. Han ser for sig, hvordan faren ligesom for otte år siden lige nu sidder klinet til den skrattende radio. Pelé tænker kun på én ting: Hans far skal ikke blive ulykkelig som sidst. Han vil gøre sin far stolt og glad.

Sverige kommer hurtigt foran 1-0. Det er en tidligere stjerne i Italien, Nils Liedholm, der scorer det første mål. Men Brasilien kommer igen. To gange dribler Garrincha uden om sin modstander, og begge gange står Vava klar til at sparke hans afleveringer i mål. Ved pausen fører Brasilien 2-1. Og så overtager Pelé showet.

Efter lidt mindre end en times spil slår Nílton Santos et indlæg ind i feltet. Nu viser Pelé alt det, han har lært gennem de titusindvis af timer, han har spillet fodbold hjemme på Rua Rubens Arruda. Allerede inden bolden nærmer sig, har han placeret sig foran sin modstander, så han kan komme først. Han tæmmer den med brystet, og han virker helt sikker på, hvad der nu skal ske. Den svenske forsvarer Bengt Gustavsson kommer drønende imod ham, men Pelé lader bolden ramme jorden én gang, og lige inden svenskeren når hen til ham, vipper han elegant bolden over Gustavsson og løber selv udenom. Inden bolden igen rammer jorden, sparker Pelé til den med vristen – akkurat som far Dondinho har lært ham hjemme i Bauru. Bolden går forbi målmanden og flyver ind over målstregen. Pelé skriger endnu engang ”GOOOOOOL!” og kaster sig i armene på sine jublende holdkammerater.

Mário Zagallo scorer til 4-1. Selv om Sverige får scoret til 4-2, er det sikkert og vist: Brasilien har snart vundet sit første verdensmesterskab. Og Pelé kroner bedriften, få sekunder før kampen fløjtes af. Han tæmmer bolden med brystet, og netop da en svensker løber hen for at angribe ham, afleverer han bolden videre med hælen. Så løber han ind i feltet, hopper højest og når indlægget før de svenske forsvarere. Han header bolden over stregen til 5-2.

I det samme fløjter dommeren kampen af. Det er slut. Brasilien er verdensmester. Pelé græder som pisket. Ligesom otte år forinden, da Uruguay vandt på Maracanã. Men det er ikke sorg, der fylder Pelés hjerte. Det er overstrømmende glæde og taknemmelighed. Han har indfriet sit løfte. Han har vundet pokalen til sit land og til sin far. Da Brasilien får overrakt guldmedaljerne, græder Pelé stadig.

”Jeg skal fortælle det til far,” bliver Pelé ved med at sige. ”Jeg skal fortælle det til far.”

Men hans far ved det allerede. Han og familien har hørt kampen i radioen. Der er fest hjemme i det lille hus i Bauru. Det er proppet med venner og naboer. Faktisk er der så mange, at der også er fyldt med gæster helt ude på gaden.

I dag er alle ligeglade med de mange gange Pelés vildfarne saksespark og frispark har slukket for strømmen i kvarteret. Alle i Bauru er bare stolte af deres 17-årige dreng. Men det er ikke kun i hjembyen, de kender ham, og det er ikke kun i Brasilien. Nu kender hele verden Pelé.

Mere om Brasilien

Optakt

Fodbold nyheder

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik