Jesper Hansen: Det kunne virkelig have været fantastisk
FCM-keeper er utrolig ærgerlig over den nuværende situation, der blandt andet har betydet et udsat EM.
For Jesper Hansen kunne denne sommer meget vel have betydet et dansk mesterskab med FC Midtjylland og en udtagelse til EM på hjemmebane i København, men nu er EM-drømmen i hvert fald udsat med et år for nu og det ærgrer selvfølgelig den danske målmand.
- Vi havde alle sammen glædet os til denne sommer og for mig personligt med klubbens placering som nummer et, og et mesterskab der forhåbentlig venter os i FC Midtjylland, og så med EM-slutrunden i København, fortæller Jesper Hansen og fortsætter:
- Det kunne have været en fantastisk sommer, men nu er det jo udskudt. Så nu må vi vente et år med forhåbentlig, at få EM sparket i gang i København, slutter Jesper Hansen af til Viaplay Sport Live.