LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

Patrick Andersen

Formand afslører: Derfor blev dansker valgt som ny manager

Motherwells nye danske manager, Jens Berthel Askou, var et populært navn under klubbens søgen efter en ny manager. Hele 100 kandidater viste interesse, men det var den tidligere FCK-assistent, der blev valgt som afløser for Michael Wimmer.

I klubbens egen podcast Our Club, Our Podcast fortæller formand Kyrk MacMillan nu detaljeret om processen bag ansættelsen af Askou.

"Vi modtog omkring 100 ansøgninger, mange af dem rigtig gode," siger MacMillan og forklarer, hvordan klubben hurtigt var enige om, hvilken profil man søgte:

"Vi ville ikke starte forfra, men bygge videre på den positive spillestil, vi havde under Michael. Derfor foretog vi en grundig analyse af kandidaterne – både via interviews og dybdegående dataanalyser omkring blandt andet deres taktiske tilgang."

Jens Berthel Askous navn dukkede ikke op gennem en traditionel ansøgning. I stedet kom kontakten via MacMillans personlige netværk:

"Jens blev anbefalet til mig gennem en kontakt. Det viser bare, hvor vigtigt netværk er, noget jeg virkelig har lært meget om de seneste måneder," forklarer formanden.

Da kontakten var etableret, gjorde klubben meget ud af diskretion:

"Vi hentede Jens sent om aftenen i Glasgow lufthavn for at undgå opmærksomhed, fordi han stadig var under kontrakt med FC København. Vi gjorde alt transparent og ordentligt, og sikrede, at der ikke var noget at udsætte på processen."

Derefter blev Askou vist rundt på klubbens træningsfaciliteter, og aftenen blev brugt på at diskutere både fodboldfilosofi og menneskelige værdier:

"Vi tilbragte lang tid sammen, spiste middag, så på præsentationer, og vi lærte hinanden at kende som personer. Det var hurtigt tydeligt, at Jens var den rette mand for os – og det følte han også selv. Vi har fundet en virkelig god træner, men lige så vigtigt: en rigtig god person," understreger Kyrk MacMillan ifølge Our Club, Our Podcast.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder