Liste: Dårligste Premier League-vindere
Hvem er de dårligste Premier League-vindere gennem tiden?
At vinde en ligatitel er noget af det største, man som professionel fodboldspiller kan opnå i sin karriere. Premier League-trofæet er ingen undtagelse hvor Jamie Carragher, Stanley Matthews og Steven Gerrard er nogle af de stjerner, der aldrig har vundet turneringen.
Man kan argumentere for, at ovenstående navne i højere grad havde fortjent en Premier League-sejr over navnene på denne liste, som Daily Record har udformet over de syv dårligste Premier League-vindere gennem tiden.
Pascal Cygan, Arsenal
Vinder i 2004
Den franske centerforsvarer blev hentet af Arsené Wenger i Lille som 29-årig, og han fik 18 optrædener for Arsenal i den legendariske 03/04-sæson, hvor Arsenal gik gennem turneringen som ubesejrede, på trods af at være langsom, dårlig på bolden og glad for vilde tacklinger.
Jack Rodwell, Manchester City
Vinder i 2012
Jack Rodwell var spået til at blive en af Englands næste store midtbanespillere, da han som ung skiftede Everton ud med Manchester City. På trods af, at Rodwell i 11/12-sæsonen kunne krone sig som Premier League-vinder på manager Manuel Pellegrinis mandskab, blev karrieren aldrig som forventet for Rodwell. Efter at have været helt nede og vende med Sunderland i League One, blev en transferfri Rodwell i januar hentet af Sheffield United, men her nåede han ikke en optræden for klubben, inden sæsonen blev sat i bero.
Kieran Richardson, Manchester United
Vinder i 2007
Kieran Richardson er ikke det første navn, der springer i øjnene, når øjnene løber ned over United-truppen fra 06/07-sæsonen, hvor navne som Wayne Rooney, Ole Gunnar Solskjær og Cristiano Ronaldo også er at finde. Ikke desto mindre fik Richardson 15 Premier League-optrædener i den sæson. Richardson, der både kunne spille back og kant, fik fire optrædener for England, men han slog aldrig til i United og endte i klubberne Sunderland, Aston Villa og Cardiff City.
Jeremie Aliadiere, Arsenal
Vinder i 2004
Ligesom landsmanden Cygan, spillede angriberen Jeremie Aliadiere for Arsenal, da de vandt titlen som ubesejrede i 2004, hvor han fik ti optrædener. Der var på et tidspunkt tale om, at han ville blive lige så god som stjernen Thierry Henry, men han formåede aldrig at slå til i Arsenal. Efter en række udlån forlod angriberen Arsenal i 2007 og spillede efterfølgende på mindre adresser som Middlesbrough, franske Lorient og Umm Salal i Qatar.
Ronnie Wallwork, Manchester United
Vinder i 2001
Der var store forventninger til midtbanespilleren Ronnie Wallwork, da han fik debut for United i 1997, men han formåede aldrig at etablere sig som en del af førsteholdstruppen. Ikke desto mindre fik han 12 Premier League-optrædener for United i 00/01-sæsonen, der næsten udgjorde halvdelen af hans kampe for klubben. Wallwork er dog kendt for en række mere uheldige episoder. Han overfaldte en dommer, mens han spillede i belgiske Antwerp, han blev stukket i benet på en natklub under 06/07-sæsonen, mens han spillede for Barnsley og var i 2011 fængslet i 15 måneder for hæleri.
Darren Ferguson, Manchester United
Vinder i 1993
Alex Ferguson var et manager-geni, der vandt 13 Premier League-titler i Manchester United-æraen, men sønnen Darren blev aldrig en succes på faderens mandskab. I Premier Leagues første sæson dækkede sønnen ind for Bryan Robson og fik 15 kampe. Sæsonen efter fik han blot fem kampe og blev skibet afsted til Wolverhampton, hvor han heller ikke slog igennem. Via Sparta Rotterdam endte Ferguson Jr. i Wrexham, hvor han endte med at spille det meste af sin karriere.
Robbie Slater, Blackburn Rovers
Vinder i 1995
Slater er mest kendt for at være den første australier, der har vundet Premier League, men det er også det eneste. Hans 18 optrædener var nok til at få en medalje i Rovers’ fremragende 95-sæson, men blev hurtigt solgt videre til West Ham. Her kunne han heller ikke bruges, og efter korte ophold hos Southampton og Wolverhampton endte Slater sin karriere i hjemlandets Northern Spirit, hvor han spillede fra 1998 til 2001.