PSG nedlagde tamme Dortmund
Skadeslisten var spækket med stamspillere hos hjemmeholdet, som alligevel sikrede sig videre avancement…
Det var et tomt Parc des Princes, som onsdag aften dannede rammerne for det omvendte Champions League-opgør mellem Paris Saint-Germain og Borussia Dortmund – den første kamp vandt tyskerne med 2-1. Corona-virussens indtog i fodboldverdenen har været til at føle, hvor utallige kampe den seneste uge er blevet afviklet uden tilskuere på lægterne.
Tidligt i kampen blev det tydeligt, at det var hjemmeholdet som skulle ud og jagte mål for at kunne fortsætte videre i den prestigefyldte turnering. Efter 28 minutters spil stod argentinske Angel Di Maria bag det hjørnespark, som skulle prikke hul på bylden for det franske storhold. En perfekt serveret bold til bagstolpen hvor en umarkeret Neymar kunne heade bolden forbi Dortmund-keeperen Roman Burki - og så var det pludselig udeholdet, som skulle ud og jagte.
Anden halvleg udspillede sig enormt ensformigt og uden de store chancer. Alligevel skulle der mod slutningen af kampen opstå tumult mellem holdenes spillere, da Neymar og Emre Can konfronterede hinanden. Episoden endte med en udvisning til sidstnævnte samt en advarsel til PSG-stjernen.
Juan Bernat stod for kampens anden scoring.
Ottendedelsfinalen mellem PSG og Dortmund endte 2-0 til hjemmeholdet, som samlet gik videre i turneringen med en 3-2 sejr over tyskerne. Lodtrækning til turneringens kvartfinaler finder sted fredag d. 20 marts.