Top 10: Spillere med flest El Clásico-mål
Nedenfor giver vi et overblik over hvilke spillere der, på tværs af alle turneringer, har scoret flest mål i det famøse El Clásico-opgør mellem de spanske giganter FC Barcelona og Real Madrid.
10. Hugo Sánchez – 10 mål
Den mexicanske skarpretter var mest kendt for sin tid i Real-trøjen, for hvem han optrådte 252 gange med 190 mål til følge. Sánchez var aktiv fra midten af halvfjerdserne og frem til 1997, hvor han afsluttede en flot karriere i hjemlandets Celaya. Han spillede i Real Madrid fra 1985 til 1992.
9. Luis Suárez – 11 mål
Uruguayaneren som du enten elsker eller hader. Kontroversielle Suárez, der lige nu er skadet og misser søndagens opgør, har uanset klub altid været garant for mål. Det har også været tilfældet i FC Barcelona, hvor han indtil videre i alt har spillet 270 kampe med 191 mål til følge. Han er på nuværende tidspunkt ude med en knæskade og misser derfor søndagens El Clásico.
8. Santillana – 12 mål
Den giftige angriber, der også lavede 16 mål i 52 kampe for Spanien, spillede i Real Madrid i 17 år fra 1971 til 1988. Hans La Liga-statistik fra Real-tiden lyder på 330 kampe og 135 mål, og han vandt med ni ligatitler med kongeklubben. Han anses foruden, for at være en af de bedste spanske angribere gennem tiden.
7. Ferenc Puskás – 14 mål
Ungareren, der først spillede 85 landskampe for Ungarn med utrolige 84 mål til følge og sidenhen fik fire landskampe for Spanien, er uomtvisteligt en af de bedste angribere, verden nogensinde har set. Under hans storhedstid i 1950- og 60’erne spillede han i alt 223 kampe for Real, hvori han formåede at score 195 gange. Yngre fodboldelskere er også bekendt med navnet, da FIFA-prisen for årets bedste mål, Púskas-prisen, er opkaldt efter den giftige angriber.
6. Francisco Gento – 14 mål
Den spanske venstrekant huserede på Real Madrid-mandskabet i samme periode som Puskás. Gento var i Real fra 1953 til 1971, og han spillede i den periode 435 kampe for madrilenerne og scorede 134 mål. ”Paco”, som han også blev kaldt, var kendt for sin hurtighed og tekniske kunnen. Han betegnes for at være en af de bedste spanske spillere gennem tiderne.
5. César – 14 mål
Angriberen, med det borgerlige navn César Rodríguez Álvarez, spillede i FC Barcelona mellem 1939 og 1955, for hvem han spillede 290 kampe og scorede 195 mål. Udover at have scoret 14 mål imod Real Madrid, var han også en del af det legendariske Barca-mandskab, der i 1951/52-sæsonen vandt fem trofæer.
4. Raúl – 15 mål
Den ikoniske Real Madrid-angriber spillede over en 16-årig periode utrolige 741 kampe for kongeklubben og scorede 325 mål. Raúl fik debut for Reals førstehold i 1994 og spillede der indtil 2010, hvor han skiftede til tysk fodbold og Schalke 04. Han er en af blot 18 spillere, der har spillet mere end 1000 officielle kampe. Rául stoppede karrieren i New York Cosmos i 2015.
3. Cristiano Ronaldo – 18 mål
Den portugisiske superstjerne, der i dag spiller for Juventus, nåede at optræde 438 gange for Real Madrid i perioden mellem 2009 og 2018, hvor han scorede intet mindre end 450 mål for klubben, hvilket gør ham til klubbens giftigste angriber nogensinde. Ronaldo formåede i Real-tiden også at vinde den prestigefyldte Ballon D’Or hele 5 gange, hvilket kun er overgået af Lionel Messi.
2. Alfredo Di Stéfano – 18 mål
Den argentinskfødte angriber Di Stéfano dannede i 1950- og 60’erne et giftigt partnerskab med førnævnte Púskas. Han nåede at spille 344 kampe for Real Madrid med 266 mål til følge – et scoringssnit kun overgået af Rául og Ronaldo. Han modtog Ballon D’Or i 1957 og 1959. Di Stéfano, der nåede at optræde for både Argentina, Colombia og Spanien i landsholdsregi, trænede desuden ”Los Blancos” over to omgange. Første gang fra 1982 til 1984 og igen fra 1990 til 1991.
1. Lionel Messi – 26 mål
Med sine 26 scoringer imod Real Madrid, er Lionel Messi kongen af El Clásico. Messi scorede første gang mod Real Madrid tilbage i 2007 som blot 19-årig, og har siden spillet 42 kampe imod rivalerne fra Madrid. Under søndagens kamp vil den seksdobbelte Ballon D’Or-vinder slå Xavis rekord for flest El Clásico-opgør af en Barcelona-spiller. I alt har Messi spillet 716 kampe og scoret svimlende 626 gange for FC Barcelona.
Statistikkerne er hentet fra Transfermarkt.com