Zidane om pointtab mod Celta: Det gør ondt
Real Madrids franske cheftræner havde håbet på mere end blot et enkelt point i søndagens hjemmekamp mod Celta Vigo.
Real Madrid mistede to dyrebare point i den spanske mesterskabskamp, da man søndag aften kun formåede at spille 2-2 mod Celta Vigo, der kæmper for at undgå nedrykning til Segunda Division. Det gør ondt på Zinedine Zidane.
- Det gør ondt at tabe to point på hjemmebane. Celta er et godt hold, som ikke fortjener at ligge så langt nede, men det gør ondt at miste to point efter den enorme indsats, vi leverede, siger Zidane til Marca.
Pointtabet betyder, at Real Madrid nu kun har et enkelt point ned til andenpladsen i La Liga, der indehaves af ærkerivalerne fra Barcelona.