LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

Christian Bang Jensen

AS: Brasiliansk komet underskriver lang aftale med Real Madrid

17-årige Reinier Jesus er ifølge det spanske medie AS så godt som Real Madrid-spiller fra den 19. januar, hvor han fylder 18 år.
Det næste skud på den brasilianske fodboldstjernehimmel Reinier Jesus er ifølge det spanske medie AS blevet enig med Real Madrid om et skifte, når spilleren fylder 18 år senere på måneden. Reinier Jesus har været en del af det succesfulde Flamengo-hold, som overlegent vandt den brasilianske Serie A i 2019, vandt Copa Libertadores over argentinske River Plate i november, og som derfor også deltog ved verdensmesterskaberne for klubhold, hvor man tabte finalen til Liverpool efter forlænget spilletid.

Real Madrid har angiveligt betalt Reinier Jesus’ frigørelsesklausul på omkring 225 millioner kroner, en pris som på spillerens ønske blev fastsat, da han forlængede sin kontrakt i den brasilianske klub i november. Reinier Jesus får ifølge det spanske medie en kontrakt, som løber frem til 2027, når han klarer det obligatoriske lægetjek.

Der vil dog gå noget tid, før vi ser ”Den nye Kaká” træde ind på Santiago Bernabéu. Skiftet kan først officielt gå igennem den 19. januar, når brasilianeren fylder 18 år, og først til februar kan turen gå til den spanske hovedstad. Det skyldes, at det brasilianske supertalent i øjeblikket er afsted med det brasilianske ungdomslandshold, der skal i gang med den Sydamerikas kvalifikationsturnering til OL, der løber fra 18. januar til 9. februar og spilles i Colombia. Herefter er den spanske storklubs plan, at den offensive midtbanespiller skal tiltræde B-holdet, Castilla, hvor han kommer til at træne under Real Madrid-legende Raúl. En plan som også Reinier Jesus har indvilliget i og som kantspillerne Vinícius Júnior og Rodrygo har gennemgået i klubben.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder