Chelsea og Real Madrid slås om den nye Kaka
Der kæmpes om Flamengos stortalent Reinier, og Chelsea er blevet til den stille favorit efter de seneste udtalelser fra den 17-årige brasilianer.
Frank Lampard har den talentfulde Flamengo-spiller i kikkerten, og London-klubben er tæt på at hente brasilianeren i det igangværende transfervindue. Real Madrid er også meget interesseret, og de har for vane at hente unge brasilianere til klubben.
Reinier udtalte til flere brasilianske medier, at det ikke er officielt med et skifte til ”Los Blancos”, og det giver Chelsea et nyt håb.
Den unge stjerne kaldes for den nye Kaka, og det er grundet hans spillestil, der minder om den tidligere AC Milan-stjernes. Det er den tidligere brasilianske Chelsea-spiller Filipe Luis, der har været ude og lave den sammenligning til spanske MARCA.
- Jeg tænker på Kaka, fordi han spillede med hovedet, og han var dødbringende i de områder på banen. Reinier har endnu flere kvaliteter end Kaka, når han har ryggen til mål. Tiden vil nok fortælle, om han bliver den næste Kaka, sagde Filipe Luis til det spanske medie.
Den 17-årige stjerne har scoret seks mål og lavet to assists i 15 kampe for Flamengo i denne sæson. Selvom Flamengos vicepræsident, Marcos Braz, ikke har modtaget et seriøst bud på deres ombejlede talent, så forventes det, at Chelsea vil komme med et bud i løbet af en uge.