Marca: Simeone stopper til sommer
Spansk medie skriver fredag, at Diego Simeone forlader Atletico Madrid til sommer.
Det spanske medie Marca skriver i dag, at Atletico Madrids træner Diego Simeone nok forlader Madrid-klubben til sommer. Mediet mener ikke, at det faktum, at Simeone har kontrakt med Atletico frem til sommeren 2022, kommer til at have nogen betydning.
Mediet påpeger, at 49-årige Simeone måske er fristet af de rygter, der har været om en mulig stilling til argentineren i en af de store Premier League-klubber, hvor især Arsenal og Manchester United senest er blevet nævnt.
Simeone har om 17 dage været træner i den spanske hovedstadsklub i otte år. I 449 kampe har træneren hentet lige over to point i snit. Med Atletico har argentineren vundet den spanske La Liga, den spanske Cope del Rey, den spanske Super Cup, Europa League to gange og Den europæiske Super Cup to gange. Simeone har to gange nået Champions League-finalen med klubben, hvor Madrid-rivalerne Real Madrid begge gange har slået “Los Rojiblancos”.