Ronaldo om Real Madrid-stjerne: Jeg savner ham
Cristiano Ronaldo fandt tid til at mindes tiden i Madrid, da han var tilbage i den spanske hovedstad for at modtage en prestigefyldt pris.
Cristiano Ronaldo chokerede det meste af fodboldverdenen, da han sidste sommer rykkede teltpælene op i Real Madrid og dermed satte punktum for ni år med massevis af trofæer. I stedet har den portugisiske superstjerne spillet en sæson i Juventus, hvor han indtil videre har vundet endnu flere trofæer.
Selvom Cristiano Ronaldo tilsyneladende nyder livet hos ”Den Gamle Dame” i Italien, så savner han de gamle holdkammerater fra Real Madrid, hvor han i det hele taget havde en uforglemmelig tid. Han savner særligt Marcelo, som den portugisiske superstjerne også stadigvæk snakker med.
- Marcelo er meget glad her i Madrid, udtaler Cristiano Ronaldo ifølge Marca.
- Jeg har det meget godt med ham.
- Jeg taler stadigvæk meget med ham, med Casemiro, med Pepe, da han var her, og med Fabio Coentrao. Jeg har det generelt rigtig godt med dem alle sammen.
- Marcelo er en meget livlig knægt, og jeg savner ham.
Cristiano Ronaldo har kun positive ting at sige om de ni år, han nåede at bo i den spanske hovedstad, hvor han stadigvæk har et hus. Han vil således ikke afvise, at han en dag vender tilbage til byen.
- Jeg boede her i ni år. En del af min historie er skrevet i Madrid. Jeg taler ikke kun om fodbold, fordi det ved folk i forvejen, men mit forhold til byen generelt.
- Der er mange historier, som ikke kan glemmes. Fortiden forsvinder ikke.
- Det er derfor, at jeg stadigvæk har et hus her. Jeg kommer tilbage en gang imellem.
- Det er en by, som jeg elsker. Jeg vil altid komme tilbage.
- Jeg vil overhovedet ikke udelukke, at jeg en dag kommer til at bo her.
Cristiano Ronaldo var for en stund tilbage i Madrid, hvor han skulle modtage den såkaldte Marca Leyenda-pris.