Fodbold nyheder

Ny PSG-stopper: Det var en drøm for mig

Af Daniel Fisker

Det var en drøm for den forhenværende Borussia Dortmund-forsvarer Abdou Diallo at skifte til Paris Saint-Germain.

Abdou Diallo startede sin professionelle karriere i Monaco i 2014. Herefter blev han udlejet til belgiske Zulte Waregem, hvorefter han i 2017 blev solgt til Bundesliga-klubben Mainz 05 for omkring 35 millioner kroner.

Den nu 23-årige franskmand leverede varen i Mainz, hvorfor han året efter blev købt af Borussia Dortmund for 210 millioner kroner. Abdou Diallos hidtil bedste sæson i karrieren resulterede tirsdag i, at Paris Saint-Germain købte den franske forsvarsspiller, hvilket er et sandt drømmeskifte for Abdou Diallo.

- Jeg er selvfølgelig rigtig glad og lettet, fordi transfervinduet altid er lidt hektisk, udtaler Abdou Diallo til Paris Saint-Germains officielle hjemmeside.

- Tingene skete ret hurtigt. Jeg fik mulighed for at snakke med alle i klubben. Vi nåede hurtigt til enighed.

- Jeg valgte Paris Saint-Germain, fordi jeg er et sted i min karriere, hvor jeg vil vinde en masse trofæer.

- Det er et ideelt øjeblik at underskrive en kontrakt med Paris Saint-Germain. Alt gik op i en højere enhed. Det var en drøm for mig, som nu er gået i opfyldelse.

Abdou Diallo skal nu spille sammen med nogle af de bedste spillere i verden, hvilket også glæder den nye Paris Saint-Germain-midterstopper, som i det centrale forsvar skal spille sammen med Marquinhos, Thiago Silva, Thilo Kehrer og Presnel Kimpembe.

- Det er fantastisk! Vi vil selvfølgelig alle sammen spille med de bedste.

- Man bliver kun bedre ved at spille sammen med de bedste. De spillere, som spiller på samme position som mig, har masser af erfaring. De er mestre. Jeg har tænkt mig at lære noget af dem. Det bliver en fordel for mig.

Abdou Diallo nåede at spille 38 kampe for Borussia Dortmund, mens han har spillet 16 kampe for det franske U21-landshold, som han debuterede for i oktober 2016.

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik