De Ligt-saga nærmer sig sin afslutning
I et interview bekræfter Ajax-direktør Marc Overmars, at de Ligt-sagaen nærmer sig sin afslutning.
Ajax-kaptajnen Matthijs de Ligt nærmer sig ifølge klubbens direktør Marc Overmars et skifte til Serie A-klubben Juventus. Forsvarsklippen er ikke en del af Ajax’ forberedelser frem mod den nye sæson, og allerede tirsdag kan den 19-årige hollænder tage sit lægetjek i Torino.
Til Voetbal International fortæller Overmars:
- Afslutningen nærmer sig. Det handler om bank-garantier nu, da Ajax altid har høje forventinger på det område. Jeg håber, at det løser sig hurtigt, men jeg er sikker på, at det vil ske. De er jo italienere.
Angiveligt skriver de Ligt under på en fem-årig aftale med Juventus, som hollænderen med et hovedstødsmål på udebane i Champions League-kvartfinalen sidste sæson sendte ud af turneringen. Italienerne skal efter sigende betale små 500 mio. kroner for forsvarsspilleren uden bonusser og klausuler. Lønnen står til at være 61 mio. kroner om året.