Juventus kigger på Paris SG-belgier
Ifølge medie kigger Juventus efter en ny højre back, og det kan være en nuværende Paris Saint-Germain-spiller.
Indkast skrev tidligere i dag, at Joao Cancelo kan være på vej ud af døren i Juventus. Det skyldes ifølge mediet Calciomercato portugiserens dårlige forhold til klubbens træner Max Allegri. Nu meddeler samme medie, at Juventus angiveligt allerede har fundet sin nye back.
Den belgiske landsholdsspiller Thomas Meunier er efter sigende Juventus’ ønske-spiller. Ifølge Calciomercato har Juve-direktøren Fabio Paratici allerede haft kontakt til med spillerens agent. Mediet erfarer ligeså, at Meunier tidligere har fortalt, han finder italiensk fodbold fascinerende.
27-årige Meunier skiftede til pariserne fra belgiske Club Brügge i sommeren 2016 for 46 mio. kroner. Belgieren er en kamp fra at runde 100 førsteholdskampe for franskmændene. Tiden i Paris har sikret ham blandt andet to franske mesterskaber. Sidste sommer vandt han sammen med resten af det belgiske landshold bronze ved VM-slutrunden i Rusland.