Boateng bekræfter Barcelona-skifte
Ifølge rygterne, skulle der i første omgang være tale om en lejeaftale.
De fleste handler giver god mening for alle parter. Så er der nogle handler, som man kan undre sig en smule over. Og så findes der de handler, som slet ikke kan forstå. Barcelonas nært forestående handel hører i den grad til sidste kategori.
Nomaden og det notoriske problembarn Kevin-Prince Boateng ser nemlig ud til meget snart at kunne kalde sig Barcelona-spiller. Som man har kunne læse tidligere på dagen her på Indkast, er ghaneseren rygtet til den spanske storklub, og nu har spilleren selv bekræftet handlen overfor Sky Sports Italia.
- Barca, jeg kommer. Jeg er ked af at forlade Sassuolo, men det er en stor chance. Spørg mig ikke om Real Madrid. Det er i fortiden. Nu tænker jeg kun på Barcelona, og jeg håber at score på Bernabéu i den næste Clasico, fortæller Boateng, som tidligere har fortalt om sin store kærlighed for netop Real Madrid.
Skulle skiftet gå igennem, som meget altså tyder på, skulle der i første omgang være tale om en lejeaftale. Barcelona kan dog vælge at gøre skiftet permanent for 45 millioner kroner.
Boateng spiller lige nu i Sassuolo, hvor det er blevet til fem mål i fem kampe i denne sæson. Tidligere har han optrådt for klubber som AC Milan, Tottenham, Schalke 04 og Borussia Dortmund, og har desuden optrådt 15 gange for det ghanesiske landshold.