LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

M. Fernow

Stor stjerne frosset helt ud: Det er nødt til at ændre sig

Jack Grealish har mildest talt haft en udfordrende sæson, og hans situation er nødt til at ændre sig, hvis han skal tilbage på det engelske landshold

Jack Grealish havde magiske momenter i forrige sæson. Her var han en af Manchester Citys bedste i Premier League, og han var en stor del af klubbens triumf i Champions League.

Men det kan gå hurtigt i fodbold. Rigtig hurtigt endda.

I den netop overståede sæson spillede Grealish kun syv kampe fra start, og i flere af de helt afgørende slag i sæsonen, blev han sat helt uden for.

Nu kulminerer tingene så ved, at Manchester City ikke tager ham med i truppen til klub-VM i USA, mens han heller ikke er med i Thomas Tuchels engelske landsholdstrup.

Og netop landstræneren blev forholdt Grealish-situationen på et pressemøde i forbindelse med den aktuelle samling.

"Jeg elsker Jack for hans personlighed og selvfølgelig også hans talent. Han er en meget unik spiller, der kan håndtere et stort pres inde på banen, og han er aldrig bange for det. Han vokser i de store kampe, men han er også en spiller, der har brug for minutter. Dem har han ganske enkelt ikke fået i ret lang tid. Det er det hele, og der er ikke noget, der har ændret sig," siger Thomas Tuchel på pressemødet.

Han har også hørt meldingerne om, at Manchester City ikke vil tage Jack Grealish med på deres klub-VM-tur:

"Jeg har de samme informationer som jer, og han må gøre sig tilgængelig ved at spille minutter. Han skal gå ud hver eneste dag og blive bedre, og han skal få alt ud af de minutter, han får i benene. Det er det, han mangler og ikke andet. Jeg talte seneste med ham efter FA Cup-finalen, men vi har ikke talt siden," lyder det fra Tuchel.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder