Arsenal-angriber færdig i klubben?
Danny Welbeck fik for nyligt en alvorlig ankelskade i en kamp mod Sporting, og den kamp bliver sandsynligvis hans sidste optræden for klubben.
Danny Welbeck pådrog sig i starten af november en alvorlig skade, som ser ud til at holde angriberen ude resten af sæsonen. Nu skriver Sky Sports, at Arsenal ikke har intentioner om at forlænge Welbecks kontrakt, og da hans aftale med klubben løber til næste sommer, kan han til den tid forlade klubben på en fri transfer.
Dermed kan Welbeck blive en af flere Arsenal-spillere som ryger på fri transfer, hvor bl.a. Aaron Ramsey ser ud til at forlade klubben under samme vilkår. 28-årige Welbeck har aldrig rigtigt slået til i Arsenal, hvor han kun står noteret for 16 Premier League-mål i mere end fire sæsoner for klubben.
Danny Welbeck kom til Arsenal i 2014, hvor han skiftede fra Manchester United for lige omkring 130 millioner danske kroner.