Özil - fra skudlinjen
Indkast.dk har anmeldt selvbiografien af Arsenals superstjerne – Mesut Özil – og det er en ganske spændende fortælling med mange overraskende nye vinkler.
Forordet til selvbiografen af Mesut Özil ”I skudlinjen” er skrevet af Jose Mourinho, og fra man læser disse linjer, bliver man taget tilbage i tiden, men også tryllebundet til en historie om den lidt mystikbelagte Özil.
Mourinho starter med det at skamrose Özil og berette om, hvorfor han ikke kunne undvære ham på datidens stjernebelagte Real Madrid-hold, men da selve bogen starter, giver hovedpersonen også et klart billede af, at kærligheden imellem de to er gensidig. Mourinho fortæller om, hvordan Özil skal være den offensive arkitekt i Madrid og lægge de rigtige afleveringer, men også arbejde og løbe meget for holdet. Samtidigt giver Özil også en meget ærlig indsigt i, hvordan han oplevede første telefonsamtale med Mourinho og om hans gigantiske begejstring over at kunne skifte til storklubben.
Samlet set en storartet indledning på bogen, som godt nok falder lidt i storheden i historierne, men det er også svært at stikke et klubskifte til Real Madrid for en knægt fra industriområdet i den midterste del af Tyskland. Her voksede Özil op som stor fan af Bundesligaen. Ønsker du i øvrigt at spille på kampe fra den bedste tyske fodboldrække kan Indkast.dk anbefale bet365 men tilbage til bogen, hvor Özil efter den gode indledning tager læseren tilbage i tiden til barndomsbenene i de små fodboldstøvler i et hjem, hvor der ikke var meget gøre med.
Derfor får man også et indblik i, hvordan Özils liv har formet sig fra barndomsgaden Bornstrasse i Gelshenkirchen til overklassen i Madrid med Ronaldo & co. og videre til det isolerede luksusliv i London. Dette er bogens styrke, da det giver lidt forklaring på, hvorfor Özil i de senere år måske har virket lidt sky – måske har omvæltningen simpelthen været for stor og måske har omgivelserne også flået for meget i ham.
Dette kan være årsagen til, at han ofte tilbringer meget tid i sin privat med ”hundene”. Netop hundene er hovedpersonerne i tiden i Arsenal, hvor Wenger – af Özil – bliver fremstillet noget kold og kynisk. Den franske manager forstår ikke, at de bortløbende hunde har en gigantisk betydning for Özil, der bliver dikteret til at fortsætte træningen.
Historien er blot et eksempel på bogens ærlighed. Derudover kommer bogen omkring den racisme, som Özil har været udsat for, de manglende holdudtagelser grundet et belastende navn og hvordan han omgår ramadanen som elitesportsudøver. Et af de mere personlige temaer i bogen handler om, hvordan det er at vokse op i et tyrkisk hjem i Tyskland samt hele balladen, da han skulle vælge, hvilket landshold han ønskede at spille for. Dette tema har naturligvis fået ny næring, efter Özil jo valgte at blive en del af den tyrkiske valgkamp ved at sende politiske signaler, da han mødtes med den udskældte tyrkiske præsident Erdogan. Derudover beretter Özil i øvrigt også om, hvordan det var at møde den tyske kansler Angela Merkel – halvnøgen efter at have scoret et mål for Tyskland - imod netop Tyrkiet.
Midt i bogen falder den lidt i niveau, når handlingen falder på tiden i Schalke04 og Werder Bremen, mens det bliver mere interessant med de overraskende historier om, hvordan og ikke mindst hvorfor han havnede i Arsenal. Inden skiftet til Real Madrid var Arsenal interesseret i tyskeren. Det skete ikke, men efter nogle gode år i Real Madrid blev præsidenten og Özils far under kontraktforhandlingerne så uvenner, at den tyske playmaker var tvunget til at forlade klubben, og derfor fandt Özil et nummer, som han havde gemt på telefonen. Han ringede op, og i den anden ende blev der sagt: Det er Arsène Wenger!
Wenger bliver ellers ikke fremstillet for ret meget godt i bogen – bortset fra managerens morgenhåndtryk. I stedet virker Özil til at have mere sympati for Jose Mourinho, selvom den kontroversielle træner gav Özil mange verbale tæsk i Real Madrid – blandt andet efter en 5-1-sejr over Deportivo.
Om tiden i Arsenal fortæller Özil om den gigantiske omvæltning fra Real Madrid, selvom han fik masser af hjælp af landsmændene - Lukas Podolski og Per Mertesacker samt Arsène Wengers daværende kone. Han fortæller endvidere om glæden ved hyldestsangen til ham fra Arsenal-fansene men også om det meget isolerede liv, som han er nødt til at leve i London pga. de mange paparazzifotografer, der holder til udenfor hans dør. Han beretter endvidere, at huset, som han bor i, også var ønsket af Claudia Schiffer, men at udlejeren sikkert var Arsenal-fan og ønskede ham i stedet for at få et pænt ansigt til lejer.
I hele bogen er der sæsongennemgang med pudsige historier bag kampene… og derudover beretter han om, hvor hård Premier League egentlig er ved kroppen, og om hvordan Robert Pires har hjulpet ham mange gange, når det har gjort mest ondt, og at Arsenal-legenden med de to mesterskaber er blevet en fortrolig ven.
Bogen efterlader ikke mange huller, og modsat mange andre fodboldbøger ligger Özil ikke fingre imellem, når sandheden skal frem, som da han fortæller om forsidehistorien fra Spiegel om Özils skattesvindel… Det gør bogen ganske befriende at læse – samt ualmindelig interessant.