Juan Mata - Sympatisk spansk stjerne
Han har vundet stort set alt, hvad der kan vindes på topplan i professionel fodbold, men Juan Mata har formået at holde begge ben på jorden gennem hele sin karriere. Indkast.dk har kigget nærmere på Manchester Uniteds spanske midtbanekreatør.
Sammen med landsmanden Fernando Torres var Juan Mata den første spiller til at være forsvarende mester af både Champions League, Europa League, VM, samt EM og der er ingen tvivl om, at Manchester Uniteds midtbanemand har haft en karriere, der er flottere end de fleste. Samtidig har den spanske kreatør fået etableret sig som en af de mest sympatiske skikkelser i moderne fodbold, der samtidig er garant for mål og assists.
Fra Castilla til Mestalla
Juan Manuel Mata Garcia er født d. 28. april 1988 og voksede op i byen Oviedo i det nordlige Spanien. Mata er dog oprindeligt fra byen Burgos, hvor faderen, der også bære navnet Juan Mata, spillede professionel fodbold for Burgos CF. Fodbolden har således stået Mata nært fra barnsben, og efter at have spillet ungdomsfodbold i barndomsklubben Real Oviedo skiftede Mata som 15-årig til Real Madrids ungdomsakademi.
Efter en god tid på ungdomsakademiet i Madrid, blev Mata i 06/07-sæsonen rykket op på andetholdet, Real Madrid Castilla, der på daværende tidspunkt spillede i den næstbedste spanske række. Sæsonen blev en fiasko, der endte med nedrykning, men Mata skilte sig ud på holdet og leverede ti scoringer i en ellers svær sæson. Hans åbenlyse kvaliteter fik Valencia CF til at udnytte en frikøbsklausul i hans kontrakt med Real Madrid, og d. 30. juni 2007 kunne Mata kalde sig for Valencia-spiller.
Tiden i Valencia CF skulle blive det store gennembrud for den spanske midtbanekreatør. På trods af sin unge alder, strålede Mata med sin tekniske kunnen og fænomenale overblik og blev hurtigt en fan-favorit på Estadio Mestalla, hvor han sammen med landsmændene David Villa og David Silva udgjorde en farlig offensiv.
Succesen kulminerede med Copa Del Rey-triumfen i 2008, hvor Mata scorede i 3-1-sejren over Getafe i finalen, og undervejs havde den blot 20-årige midtbanespiller også scoret to gange mod FC Barcelona i semifinalen.
Mod slutningen af sin tid i Valencia havde Mata fået etableret sig som stjerne og fast mand på holdkortet i klubben. Samtidig var han en fast bestanddel af det spanske landshold, der begejstrede alt og alle i slut-00'erne og som vandt VM i Sydafrika i 2010, og den slags vækker som bekendt interesse fra udenlandske klubber.
Nr. 10 i Chelsea
D. 21. august 2011 kunne den daværende Chelsea-manager, André Villas-Boas, præsentere Juan Mata som Chelseas nye nr. 10. Overgangssummen lød på 200 mio. kr. og med tanke på de astronomiske summer, der gives for fodboldspillere i dag, samt Matas præstationer i Chelsea-trøjen, så var det et røverkøb. Spanierens første tre år i klubben var en stor succes, hvor han blev kåret til årets spiller i klubben i 11/12-sæsonen og 12/13-sæsonen, og undervejs kunne han samtidig tilføje vinder af FA Cuppen, Champions League og Europa League til sit CV. Matas overblik, afleveringsspil og spilforståelse var essentielt for Chelseas omgang med bolden på midtbanen i disse år, og han var også manden, der slog indlægget ind i panden på Didier Drogba, da denne udlignede til 1-1 i det 88. minut i Champions League-finalen mod Bayern München, som Chelsea senere vandt på straffespark.
Ind imellem de succesfulde sæsoner i 11/12 og 12/13 kunne Mata også lade sig hylde som Europamester, da han var med til at gå hele vejen med Spanien ved EM i 2012. Han scorede sågar det sidste mål i 4-0-sejren over Italien i finalen.
Mata beskriver selv tiden i Chelsea som en han ”aldrig vil glemme”, og på trods af skiftende managers i sin tid i klubben, formåede spanieren altid at holde et højt niveau. Statistikken taler også sit tydelig sprog, og Mata er således noteret for 33 mål og 58 assists i 135 kampe for Chelsea. Det sidste managerskifte, hvor José Mourinho vendte tilbage til Chelsea i 2013, skulle dog blive begyndelsen til enden for den populære spanier.
The Special One vs. The Special Juan
- Tak til José Mourinho for at gøre mig stærkere og lære mig, at man i svære tider, skal forblive positiv og arbejde hårdt
På trods af sin status som fan-favorit, og de førnævnte flotte statistikker, var Mata henvist til bænken i store dele af 13/14-sæsonen. José Mourinho viste ikke meget tiltro til den spanske tekniker, og de mange kampe på bænken i denne sæson resulterede i, at Mata d. 24. januar 2014 blev solgt til Manchester United for ca. 330 millioner kroner, hvilket var klubrekord på daværende tidspunkt. Der er mange spekulationer omkring bevæggrundene for, at Mata blev frosset ude af José Mourinho i denne sæson, men spanieren viste alligevel klassen og sin sympatiske person i det ovenstående citat, som var en del af et længere og åbenhjertet afskedsbrev til Chelseas fans og klubben som helhed.
Mata i Manchester
Juan Mata ankom til Manchester United i en tid, hvor klubben var ved at finde sig selv igen efter, at den legendariske manager Sir Alex Ferguson havde trukket sig tilbage efter 27 år i spidsen for De Røde Djævle. Den tidligere Everton-manager David Moyes havde overtaget tøjlerne i United, men blev fyret efter blot én enkelt sæson på Old Trafford, og Mata blev således det sidste, men måske mest prominente, indkøb under Moyes.
I sin første halve sæson i klubben formåede Mata at lave seks mål og fire assists, og spanieren har generelt leveret fine præstationer i den røde trøje. Mata er fortsat en integreret del af førsteholdet i dag, og har i skrivende stund leveret 39 mål i 177 kampe for Manchester United. Blandt højdepunkterne i sin hidtidige United-karriere er et fantastisk saksesparksmål mod rivalerne fra Liverpool, samt en vital udligning til 1-1 i 15/16-sæsonens FA Cup-triumf mod Crystal Palace.
Der var flere, der spåede, at Juan Matas tid i Manchester skulle få et brat ophør, da det blev offentliggjort, at José Mourinho tiltrådte som ny manager i klubben i 2016. I portugiserens første kamp i spidsen for United blev der pustet nyt liv i disse rygter, da Mourinho valgte at skifte Mata ind og ud igen i kampens døende minutter. Mata var dog selv hurtig til at få lagt låg på rygterne, og bebudede, at det var en taktisk beslutning som han havde forståelse for, og afkræftede i øvrigt at have et dårligt forhold til José Mourinho, på trods af deres fælles tid i Chelsea. Meget tyder på, at spanieren har ret, da han, på trods af store og prominente spillerindkøb under Mourinho, har fået masser af spilletid i den portugisiske managers tid i klubben.
1 %
Juan Mata har været en populær skikkelse i alle de klubber han har repræsenteret, og det er forståeligt, når man kigger på spanierens sympatiske person. Han har opført sig yderst professionelt i svære karrieremæssige perioder, særligt under Mourinho-konflikten i Chelsea, og har som oftest været garant for seværdig fodbold, samt mål og assists. Samtidig er Mata medstifter og frontmand for projektet Common Goal, hvor medlemmerne af projektet, hovedsageligt sportsstjerner, donerer 1 % af deres løn til velgørende formål. Mata har bl.a. hjulpet med at få tilknyttet stjerner som Bayern Münchens Mats Hummels, Juventus' Giorgio Chiellini, den amerikanske landsholdspiller Alex Morgan, samt danske Kasper Schmeichel.
Juan Mata har selv udtrykt et ønske om at få lov til at slutte karrieren af i Manchester United, men der er ingen tvivl om, at den spanske midtbanestjerne vil skrive sig ind i historiebøgerne i både Valencia, Chelsea og Manchester United, når han engang vælger at lægge støvlerne på hylden, og han har allerede nu sikret sin status som en fodboldstjerne med både fodboldforståelsen og hjertet på rette sted.