Det læser de besøgende på INDKAST lige nu

Selver Elezovic

Monchi - Manden med blik for potentiale

Mange store spillere, som engang var ukendte talenter blev opdaget af manden, som i dag arbejder side om side med Francesco Totti i AS Roma.
Han er kendt som manden bag opdagelsen af flere storspillere. Han er skrædderen bag Sevillas store fremmarch i spansk og europæisk fodbold. I dag arbejder han side om side med AS Roma-kultfiguren Francesco Totti som sportsdirektør i den romerske storklub.


Lokal Sevilla-mand
Navnet er Ramón Rodríguez Verdejo, bedre kendt som Monchi. De fleste husker ham vel nok ikke for hans spillerkarriere, som bød på begrænset spilletid, og megen tid på bænken.

Monchi blev født i San Fernando i Andalusien, hvor Sevilla blev valgt til fremfor lokalrivalerne Real Betis. Han fik hele sin spilleropdragelse i Sevilla, hvor han som målmand optrådte på førsteholdet i perioden 1990-1999. Han stoppede sin aktive karriere som blot 30-årig.


Boss i barndomsklubben
I år 2000 blev Monchi ansat som næstøverste chef i barndomsklubben, da han tiltrådte som sportsdirektør i Sevilla. Her skulle han stå i spidsen for et ambitiøst projekt, der skulle bringe Sevilla tilbage til den bedste spanske række og samtidig udvikle ungdomsakademiet i klubben.

Her byggede han et hold op på både hjemmedyrkede talenter og billigt indkøbte spillere. Fælles for de spillere han byggede holdet op omkring var, at de ikke var færdigudviklede, men dog rummede masser af potentiale. Op fra ungdomsakademiet blev spillere som Sergio Ramos, José Antonio Reyes, Jesús Navas og Diego Capel implenteret som bærende kræfter på førsteholdet.

Samtidig tilføjede han holdet ekstra substans i form af røverkøb som Andrés Palop, Adriano, Dani Alves, Júlio Baptista, Federico Fazio, Seydou Keita og Ivan Rakitić. Spillere som havde stor indflydelse på Sevillas europæiske succes i perioderne 2005-2007 og 2013-16, hvor det i alt blev til fem triumfer i UEFA Cup og Europa League.

Det blev da også et varemærke for Monchi, at han udover at købe talentfulde spillere til småpenge kunne sælge dem videre for store millionbeløb til Europas største klubber. Det var også derfor, at han i størstedelen af hans tid som Sevilla-boss var jagtet af de største europæiske klubber. I sommers valgte han dog efter 17 år som chef i Sevilla at takke ja til jobbet som sportsdirektør i AS Roma.


Side om side med den romerske kejser
Noget af det første Monchi udførte som ny chef for "Giallorossi" var at udpege den netop pensionerede AS Roma-legende, Francesco Totti, som ny teknisk direktør i klubben.

Dermed blev grundlaget lagt for et nyt kapitel for både 49-årige Monchi og AS Roma, som begge har en spændende fremtid i møde i samarbejde med hinanden. Allerede i denne sæson ser det nye projekt i den italienske hovedstad lovende ud. Hvor AS Roma, trods trænerskift og salg af flere profiler, er stærkt med i mesterskabskampen og samtidig også har kvalificeret sig videre i Champions League til februars knockoutkampe.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER