Burnley henter ny målmand
Adam Legzdins bytter tilværelsen i Championship ud med en ny i Premier League, hvor han får Burnley FC som arbejdsgiver.
Paul Robinson annoncerede sit karriestop i juni, og nu har Burnley FC fundet afløseren til den rutinerede keeper.
Premier League-klubben har været på rov i Birmingham City, hvor man har hentet den 30-årige englænder, Adam Legzdins. Det oplyser Burnley på klubbens hjemmeside.
Den nytilkomne målmand skal kæmpe med Nick Pope og Tom Heaton om at vogte buret. Sidstnævnte er klubbens anfører.
Legzdins har spillet i England i hele sin karriere, men har endnu ikke spillet en Premier League-kamp.
Burnley oplyser, at man har hentet Legzdins på en treårig aftale.