OB-stopper ramt af sportsbrok
Jeppe Tverskov må spille så længe han kan, inden en operation er nødvendig.
OB-stopperen Jeppe Tverskov har de seneste måneder døjet med smerter i lysken, og nu viser det sig, at forsvarsspilleren er ramt af sportsbrok. Det bekræfter cheftræner, Kent Nielsen, overfor Fyens Stiftstidende.
- En scanning har vist, at Jeppe har fået det, der hedder sportsbrok. Det er en tilstand, som ikke bliver forværret af, at Jeppe træner eller spiller, fortalte OB-træner Kent Nielsen til fyens.dk efter holdets træning torsdag formiddag.
OB-træneren afviser dog ikke, at selvom Tverskov kan spille, så kan en operation blive nødvendig:
- Jeppe må og kan træne og spille til smertegrænsen, og så vi se, hvad det betyder. En operation vil betyde, at der skal holdes tre-fire ugers pause. Sådan en operation kan komme før eller senere, hvis den overhovedet skal foretages, lød det fra Nielsen.
24-årige Tverskov spillede sæsonens første kamp mod FC Nordsjælland, mens han sad ude i sejren over FC Helsingør.