Kasper Dolberg: Det er en stor ære
Kasper Dolberg er beæret over prisen som årets talent i Danmark og kalder 2016 for et stort år, hvor landsholdsdebuten var højdepunktet.
Ajax-angriberen Kasper Dolberg modtog mandag prisen som årets talent 2016. Den unge dansker var meget beæret over at få titlen efter sit store gennembrudsår, som bød på masser af mål og kampe for Ajax og en debut for det danske A-landshold.
- Det er en stor ære, og det er svært at forstå. Det er noget af det største, jeg har prøvet, og det er en pris, jeg er meget stolt af, udtaler Dolberg ifølge bold.dk.
Kasper Dolberg føler stadig, at der er lang vej til muligheden for at blive kåret til årets spiller næste år, hvor Kasper Schmeichel og Christian Eriksen har vundet priserne de seneste år.
- Der er stadig to spillere, som gør det rigtig godt i Premier League, så der er et stykke vej op til dem, udtaler Dolberg.
19-årige Kasper Dolberg har i denne sæson spillet 40 kampe for Ajax og scoret 18 mål.