Optakt: OB - FC Midtjylland
OB er i den grad under pres efter den skuffende sæsonstart, mens FCM også skal til at sammensætte en række resultater i toppen.
Kommentar:
Det er to formsvage provinsgiganter, der søndag eftermiddag mødes i Odense. OB har nu tabt tre på stribe, og fynboerne har endnu kun hentet én sejr i denne sæson. FCM fik oprejsning i sidste runde mod Esbjerg, men inden da har det også haltet gevaldigt for Jess Thorup og Co., der må se sig distanceret med hele fem point af både FCK og Brøndby i toppen.
Så hvis ikke det er to hold med alt at tabe, der går ind til opgøret søndag, er det om ikke andet to hold, der kan blive tvunget til at revidere deres sæsonmålsætninger for en stund i tilfælde af et nederlag.
I OB taler de stadig om den positive tendens i spillet. Sidst holdt man med nød og næppe FCK fra fadet i 87 minutter, inden det gik galt, og selvom f.eks. Izunna viste positiv fremgang, var det svært at finde lyspunkterne for 'Striwerne', selvom de så sandelig prøver i det fynske.
De offensive profiler har stadig ikke sadlet op, og kommer Festersen og Anders K. ikke snart i gang, kan man frygte, at sæsonens anden sejr må vente et godt stykke tid endnu. Uden Falk kommer der nemlig ikke den samme pondus bagfra, så afhængigheden af de to angriberes målform er om muligt endnu større nu end før sommeren.
Mål var der i FCM i sidste runde. Her fik de en vigtig 3-0-sejr over Esbjerg. Den skal de bygge videre på, for midtjyderne har efter de svingende resultater brug for at sammensætte en stime, hvis de for alvor skal spille sig i en god position frem mod slutspillet.
Den skal de altså forsøge at starte mod et OB-hold, der har kniven mod struben på hjemmebanen. Kampen søndag kan derfor meget vel blive en nervøs og intens affære, hvor ingen af holdene bør tage til takke med mindre end en sejr. Se, det er da et godt udgangspunkt for en sjov fodboldkamp!
Karantæner og skader:
OB er fortsat uden Jens Jakob Thomasen, mens det er tvivlsomt, om Joao Pereir bliver klar til kampen.
FCM er udover langtidsskadede Tim Sparv fuldtallige.
Forventede startopstillinger:
OB (4-4-2):
Sten Grytebust
Mikkel Desler - Kenneth Emil Petersen - Jeppe Tverskov - Jacob Barrett
Joan Edmundsson - Izunna - Mohamed El Makrini - Rasmus Jönsson
Rasmus Festersen - Anders K. Jacobsen
FC Midtjylland (4-4-1-1):
Johan Dahlin
Rasmus Nissen - Kian Hansen - Patrick Banggaard - Filip Novak
Rilwan Hassan - Jakob Poulsen - André Rømer - Mikkel Duelund
Rafael Van der Vaart
Paul Onuachu
Bud på kampens profil:
Izunna viste gode takter mod FCK, hvor han tog styringen på midtbanen. Han kan blive spændende at følge mod sine gamle holdkammerater.
Bud på kampens resultat:
Denne kamp kan om nogen gå alle veje. Som nævnt kan ingen af holdene leve med et nederlag, men de kan samtidig heller ikke tilladde sig ikke at gå efter sejren. Vi gætter dog på, at det ikke lykkes for nogen af dem. 2-2 ender det.
Formkurve:
OB: | V-T-T-V-T |
FC Midtjylland: | T-U-T-U-V |
Seneste kampe OB:
20160814 | OB | 3 - 1 | FC Nordsjælland |
20160822 | Esbjerg FB | 3 - 2 | OB |
20160828 | OB | 0 - 1 | AC Horsens |
20160907 | Vejle | 0 - 4 | OB |
20160910 | FC København | 2 - 0 | OB |
Seneste kampe FC Midtjylland:
20160818 | FC Midtjylland | 0 - 1 | Osmanlispor FK |
20160821 | FC Midtjylland | 2 - 2 | SønderjyskE |
20160825 | Osmanlispor FK | 2 - 0 | FC Midtjylland |
20160828 | Viborg FF | 0 - 0 | FC Midtjylland |
20160909 | FC Midtjylland | 3 - 0 | Esbjerg FB |
Kampen spilles søndag d. 18/9 klokken 14.00 og kan følges på Eurosport 2.
Kampens dommer er Michael Johansen.