Fodbold nyheder

De orange danskere

Af Torsten Brix

indkast.dk bringer første kapitel fra bogen om de danske fodboldspillere i Holland.

Article image

David Endt ler højt. Han glemmer aldrig sit første møde med de to danskere. Han sidder i et lokale på det solbeskinnede olympiske stadion i Amsterdam og ser dem komme ind ad døren. Frank Arnesen og Søren Lerby, to langhårede bonderøve fra Danmark, begge i træsko og trompetbukser.

David Endt, den senere holdleder i Ajax, spiller på det tidspunkt på klubbens andethold. Spillerne er skeptiske, ja faktisk fjendtligt indstillede over for de to nye. De frygter, at de to danskere vil tage deres plads på holdet. Men modviljen hos Endt forsvinder, da det går op for ham, hvor gode de to danskere er.

Det fremgår dog ikke af den første træning, hvor spillerne bliver sat til at lave hovedstødsøvelser. Det viser sig, at Arnesen og Lerby overhovedet ikke kan heade. Og da de to efter træningen smækker benene op på bordet og tænder en smøg – det plejer man at gøre i Danmark, helst med en bajer til – forstår ingen, hvad klubben vil med de to klovne. Målmanden Heinz Stuy forklarer dem, at selvom flere af spillerne ryger, gør de det aldrig, når træneren er i nærheden.

Men hollænderne er ikke færdige med at ryste på hovedet af danskerne. Snart skal Lerby og Arnesen i kamp for første gang. De skal spille imod Willem II's andethold. Kampen skal bruges som en del af en eksamen for to trænerkandidater, Willem II's Hans Dorjee og Ajax' Theo Laseroms. I bussen på vej til kampen sætter Laseroms holdet. Lerby skal spille højre midtbane, Arnesen højre wing. Da de kommer frem til træningsanlægget, hvor kampen skal spilles, bliver holdet ført ind i et lokale, hvor Laseroms gennemgår taktikken. ”And you”, siger han til Lerby, ”you go into the room.” Den generte, unge mand rejser sig op, ser sig om i lokalet og spørger: ”Which room?” Lerby er i panik. Hvor skal han gå hen?

Nogle få uger tidligere, i slutningen af november 1975, har Lerby og Arnesen overstået kontraktforhandlingerne i først København og siden Amsterdam. Med som rådgivere er deres fædre, John Arnesen, tidligere sporvognschauffør og nu ejer af en tobakskiosk på Christianshavn, som han har købt for en tipsgevinst, og havnearbejderen Kaj Lerby. I Amsterdams lufthavn Schiphol tager Ajax' bestyrelsesformand Jaap van Praag imod den danske delegation. Han gør stort indtryk på danskerne. Van Praag har åbenbart egen parkeringsplads i lufthavnen, hvor hans amerikanske dollargrin venter på dem.

Først senere går det op for dem, at van Praag arbejder i lufthavnen. Men Lerby og Arnesen er stadig overvældede, de har begge en arbejderbaggrund, hvor man skal knokle for at have til dagen og vejen. Lerby står i lære som typograf i et bogtrykkeri og står op hver morgen klokken fem. Arnesen arbejder på et papirlager. En kontrakt med Ajax vil være en markant forbedring af levevilkårene for dem begge.

De bliver også imponerede af deres nye træner Rinus Michels. Forud for deres første træning henter Michels dem foran deres hotel tidligt om morgenen i en lyseblå Mercedes. Han kører dem tavst rundt i byen. På et tidspunkt passerer de et busstoppested, hvor de skal stige på for at komme ud til Ajax' træningsanlæg. Da de når frem, siger han blot: ”Sådan gør I fra i morgen! Jeg bryder mig ikke om spillere, der kommer for sent”.

40 år senere kalder mindet et smil frem i Lerbys ansigt. Han sidder på sit kontor i Duivendrecht, seks kilometer sydøst for Amsterdam, hvor han har sin fodboldagentvirksomhed. Han er agent for topspillere som for eksempel Ajax-anføreren Davy Klaassen, den belgiske Napoli-spiller Dries Mertens, og danskerne Pierre-Emile Højbjerg, Viktor Fischer og Yussuf Poulsen.

Lerby og Arnesen var ikke de første danskere i hollandsk fodbold. Før dem blev en del danskere lokket til tulipanlandet, typisk topscorere eller spillere, som var blevet kåret som Årets Spiller i Danmark. Arbejdet som talentspejder handlede dengang om at læse aviserne grundigt. På den baggrund hentede Twente i 1975 Hans Aabech i Club Brügge i Belgien. Aabech var i 1973 blevet dansk mester med Hvidovre IF, topscorer med 28 mål i 22 kampe og kåret til Årets Spiller i Danmark. Men opholdet i Twente blev ikke nogen succes.

Året efter skiftede han til De Graafschap, hvor det i løbet af sæsonen 1976-77 kun lykkedes ham at nette to gange. Aabechs træner i De Graafschap, Hans Dorjee, mente, at Aabech gik død på grund af nerver. I et interview forklarede Aabech det selv således: ”I Danmark gør man, hvad man har lyst til. Det passer mig fremragende. Det lader ikke til, at man kan det her”. Via de to ophold i Holland kom Aabech til AS Oostende i den belgiske 2. division, og derfra hjem til et kortvarigt og mislykket ophold i Hvidovre, hvor han kom på kant med træneren. Herfra gik turen videre til KB, hvor han igen opnåede stor succes: I 1980 vandt klubben det danske mesterskab, og Aabech blev topscorer i 1. division med 19 mål. I forbindelse med sit ophold i den belgiske kystby Oostende havde Aabech åbnet en restaurant. Men han gik fallit, blev skilt og begyndte at drikke tæt. Han tabte håret, og snart efter faldt fortænderne ud. I tiden efter fodboldkarrieren er han blevet anholdt et utal af gange for diverse småting.

Fodboldfans, der ønsker at høre ham fortælle om hans udligning til 1-1 kort før tid i kampen mod Næstved – scoringen som sikrede mesterskabet til KB i 1980 – har størst chance for at finde ham på stamstedet Piccadilly Pub i Lyngby Storcenter. Hans Aabech og de andre tidlige hollandsfarere havde været etablerede spillere i den danske 1. division. Med Lerby og Arnesen var det første gang, at så unge danske spillere blev solgt til udlandet. Den danske presse kaldte det en skandale.

”To fædre solgte deres drenge for en million kroner” lød en overskrift i Berlingske Tidende. Helt frem til 1977 kunne rige udenlandske klubber gratis hente talentfulde spillere i de danske klubber. Eneste udgift var en overgangssum til spillerne. I Danmark herskede amatørtilstande, og holdningen til spillere, som valgte at skrive kontrakt med en udenlandsk klub, var generelt negativ. De blev sågar kaldt landsforrædere og syndere. De fik livstidskarantæne fra landsholdet, ja fra overhovedet at spille fodbold i Danmark. I forbindelse med Harald Nielsens skifte fra Frederikshavn til Bologna i 1961 var der i medierne ingen glæde eller stolthed at spore. Aviserne skrev, at han var ”tabt for Danmark”. Helt frem til 1977 benyttede Dansk Boldspil-Union (DBU) sig udelukkende af amatører på landsholdet. Dermed havde Harald Nielsen og andre udlandsprofessionelle udelukket sig selv fra landsholdet på grund af de strikse amatørbestemmelser.

David Endt var imponeret af Arnesen i begyndelsen. ”Frank var en mager spirrevip, men kors, hvor kunne han spille. Han havde et lynhurtigt antrit”. Arnesen debuterer med en fuldtræffer i andetholdskampen mod Willem II (Lerby scorede det andet i 2-0-sejren) og tre mål i den følgende kamp mod PSV Eindhoven, der endte 3-3. Arnesen trænede i starten med førsteholdet, men spillede kampe på andetholdet. Træningen med de garvede proffer Ruud Krol, Wim Suurbier og Gerrie Mühren var en prøvelse for den danske teenager. ”Jeg var en dribler, men i begyndelsen hos Ajax kunne jeg ikke komme forbi nogen”. Træningen er meget hårdere, end han har været vant til i Danmark. Når han ikke træner, ligger han de første par måneder på sofaen eller i sengen derhjemme, syg og overanstrengt. Men det hårde slid viser sig snart at bære frugt. Den megen træning har givet Arnesen bedre kondition, og han spiller godt på andetholdet, hvor han bl.a. scorer fire ud af fem mål i en kamp mod FC Amsterdam.

Arnesen får derfor tidligere end forventet debut på Ajax' førstehold. Holdet fungerer i det tidlige forår 1976 dårligt, og efter et par tabte kampe mod De Graafshap og Twente, samt et pokalnederlag på 0-3 mod PEC Zwolle, giver Rinus Michels Arnesen chancen. Lerby er endnu ikke kommet så vidt. Sammen med Arnesens kæreste Kate, der er højgravid med tvillinger, og sin egen kæreste Lene, tager Lerby til Utrecht for at se vennens debutkamp. Lerby kan endnu ikke forstå hollandsk, så han kommer til at købe billetter til ståpladstribunen, hvor hjemmeholdets mest fanatiske fans har taget opstilling. Lerby er endnu ikke et kendt ansigt, men da han på et tidspunkt kommer til at udvise positiv interesse for udeholdet, står han pludselig ansigt til ansigt med en fyr med et knojern. Heldigvis respekteres Kates gravide mave. Men Lerby er rystet over Utrecht-supporternes verbale aggressioner og voldelige adfærd, et fænomen, der er ukendt i Danmark.

Lerby har i det hele taget svært ved at finde sig til rette i Holland. Han er ung og umoden, og han føler et stort pres fra de selvbevidste medspillere. Indimellem viser han med sit hårde skud og enorme løbepensum glimt af sine kvaliteter på banen. Men der er umiddelbart ikke udsigt til en startplads på holdet. Den rutinerede Gerrie Mühren sidder tungt på Lerbys foretrukne position. Alligevel får Lerby chancen ikke lang tid efter Arnesens debutkamp. 2. påskedag 1976 er han med mod NAC Breda, som let bliver besejret med 5-0, bl.a. takket være et åbningsmål fra Lerby.

De to ungersvende skal lære at stå på egne ben. Megen hjælp får de ikke udefra. Kun førsteholdsspillerne Ruud Geels og Barry Hulshoff snakker af og til med dem. At der ikke er noget socialt liv i spillertruppen, er et kulturchok for dem begge. De er vant til, at fodbold er en social sport, hvor man er venner med dem, man spiller med, og som man hygger sig med efter træning og kamp. I Fremad Amager har de ellers haft ry for at være et par hårde nysere, men i Amsterdam kan de slet ikke hamle op med den håndfaste magtudøvelse og mobning fra de ældre spillere, især Wim Suurbier og Ruud Krol. Lerbys cykel ligger regelmæssigt på taget af cykelskuret eller i buskene. Og mens han leder efter den, kører Krol og Suurbier dyttende forbi i deres fede dollargrin. Krol forbyder Arnesen og Lerby at tale dansk. Han sørger for, at de ikke glemmer deres placering nederst i spillerhierarkiet. Spiller de godt, hører de ikke noget. Laver de fejl, får de skældt huden fuld. Krol siger til Arnesen: ”Du skal først være bekymret den dag, du bliver ignoreret, og der ikke mere bliver sagt noget til dig, så er der virkelig noget galt, så er du fortabt!” På et tidspunkt bliver det for meget for Arnesen. Med bævende stemme tager han ordet til en spillersamling. Han siger, at han ikke forstår den hårde tone. ”Hvis I er lidt mere positive, spiller jeg bedre”. Han bliver rent til grin. ”Vi blev hakket i småstykker”, fortæller Arnesen senere en dansk journalist. Det er nok godt, at Krol og Suurbier ikke kan læse dansk, for reservespilleren Lerby fortæller i et avisinterview, at han kun har set få teknisk begavede spillere i den hollandske liga. Men klubbens professionalisme og visse spilleres hårdhed gør indtryk på de to unge spillere. Især er Lerby lydhør og villig til at tage ved lære. Endnu er han en grønskolling, men der kommer en dag, hvor han selv er en af de hårde hunde øverst i Ajax-truppens hierarki.

David Endt bliver venner med Arnesen og Lerby. Han inviterer dem med hjem til middag hos sin mor. Sammen med sin kæreste er Endt ofte babysitter for Kate og Franks tvillinger. Endt og Arnesen går i byen sammen med de andre spillere og til koncerter. De lytter i timevis til Bob Dylan og Neil Young. Den muntre, sociale og udadvendte Arnesen viser også en følsom side, som når han en gang imellem griber sin guitar og spiller et par sange. De to venner rejser sammen til København, hvor det går op for Endt, at der på Christiania er mere hash end i Amsterdam.

Til en fest hos Arnesens søster, Yvonne, serveres hashpandekager, som Arnesens mor, Birthe, intetanende spiser tre af. Hun får det dårligt og må køres på hospitalet i en fart. Med først Arnesen og siden også Lerby på førsteholdet går Ajax ubesejrede igennem resten af sæsonen. Træner Michels sørger imidlertid for, at de to danskere beholder fødderne på jorden.

”Ar-ne-sè! Tab ikke bolden! Ler-bíe! Arbejd hårdere!” ”Anus Michels” kalder de ham somme tider, men kun inden for hjemmets fire vægge. De har en enorm respekt for Michels, og Arnesen tør dårligt kigge på ham.

”På det tidspunkt var det altså ikke sjovt”, fortæller Arnesen, da jeg møder ham i efteråret 2015 på et hotel i Arnhem, hvor han er indkvarteret med det græske hold PAOK Saloniki. (Arnesen er sportsdirektør i PAOK fra maj 2015 til februar 2016, red.) Michels gjorde livet surt for dem, men det var for intet at regne imod, hvad hans efterfølger Tomislav Ivić gjorde.

Arnesen fastslår i dag, at han i hele sin karriere ikke har lært mere af nogen træner end af Ivić. Men dengang var Arnesen kritisk over for kroatens spilfilosofi, der baserede sig på defensivt, destruktivt spil og lange afleveringer. Efter den opløftende første sæson i Ajax møder Arnesen ind til træning efter sommerferien med stor selvtillid. Han er klar til at lægge Holland ned med sin driblekunst. Men fra den første træningsdag har den nye træner et horn i siden på ham. Klubbens ledelse kræver, at Ivić vinder mesterskabet. Han ofrer den offensive tilgang til spillet, som Michels praktiserede, til fordel for en mere defensiv. Det sker på bekostning af de mere uregerlige spillertyper, som for eksempel Arnesen. Lerby er stærkt utilfreds. Han ryger ind og ud af holdet. Det går ham mere og mere på, og han bliver til sidst et selvmedlidende brokkehoved. Forholdet til kæresten Lene går i stykker. Rejserne hjem til Danmark for at spille ungdomslandskampe er de eneste lyspunkter i en mørk tid. Julen er også en glædens tid for Lerby.

”Julen i Danmark kan slet ikke sammenlignes med julen i Holland”, siger han. ”Jeg har altid sat stor pris på den traditionelle, danske julemiddag med flæskesteg og risalamande”. I den første tid i Holland har han svært ved at vænne sig til de nye, mere jævne spisevaner. Hollændere spiser for ikke at dø. For danskere er det at spise en fest.

Uden det store bidrag fra Lerby bliver Ajax hollandske mestre i sæsonen 1976-77. I den følgende sæson griber Arnesen sin chance i en Europa Cup-kamp mod Lillestrøm og bider sig fast på førsteholdet. Fansene tager ham til sig. De elsker hans uforudsigelighed, fordi han sparker næsten lige godt med begge ben, hans lynhurtige ryk, energi og entusiasme. Han scorer ofte og har øje for medspillerne. Han bliver sammenlignet med Johan Cruyff, men det afviser Arnesen, både dengang og nu. ”På overfladen er der måske ligheder, men jeg kunne ikke lave finter. Til gengæld var jeg hurtig på fødderne. Cruyff var en komplet fodboldspiller. Et geni”.

Lerby har ikke Arnesens held. Han døjer hele sæsonen med en meniskskade. Til træning herser Ivić med ham. Lerby træner benhårdt for at få chancen, men uge efter uge bliver han på kampdagen alligevel forvist til bænken. Ivić bor ligesom danskerne i Diemen-kvarteret. Han holder øje med Lerby privat. Han vil vide, hvorfor der brænder lys i Lerbys lejlighed sent hver aften, og en dag, hvor Lerby vil købe en kasse øl i supermarkedet, står Ivić tilfældigvis bag ham i køen. Lerby er træt af træneren. Først mange år efter indser han, hvad han har lært af kroaten. I tiden under Ivić lærer Lerby og Arnesen at betragte fodbold som et spil skak. Fodbold handler om presspil, boldbesiddelse og forudbestemte bevægelsesmønstre. Ingen dikkedarer, enkelt og målrettet.

Ved sæsonens afslutning udløber Lerby og Arnesens kontrakter. De ønsker begge at blive i klubben og får fornyet deres aftaler. Men Lerby får ikke tilbudt lønforhøjelse, det gør Arnesen til gengæld. Da den nye kontrakt skal forhandles på plads, bliver de begge kaldt op på van Praags kontor. Henvendt til Arnesen siger han: ”Du får 10.000 mere end Søren, for du er en bedre fodboldspiller”. Lerby føler sig ydmyget. I sin sommerferie hjemme i Danmark er han helt færdig med Ajax. Han vil hellere spille i Danmark med sine kammerater. Hans far, Kaj Lerby, tidligere divisionsspiller for B 1903 og for det danske B-landshold, synes, at sønnen giver for hurtigt op, og gør ham opmærksom på, at han stadig er Ajax' ejendom. Klubben kan forhindre ham i at spille på højeste niveau i Danmark.

Lerby sidder på sit kontor og ryster på hovedet. Han er omgivet af adskillige fladskærme, der viser fodbold. ”Jeg var kommet ind på et sidespor. Jeg blev købt af Ajax og fik debut under Michels. Jeg troede, den var hjemme. Men virkeligheden viste sig at være en anden. Det var en brat opvågnen”. Lerby vender tilbage til Amsterdam med en klar målsætning: Nu skal han fandeme vise dem! Han begynder at gå tidligt i seng, omlægger sin kost og viser til træning, at han er indstillet på at kæmpe. Ajax har igen skiftet træner, nu er tøjlerne overladt til Cor Brom, der har været assistent under Rinus Michels 1975-76. Den nye træner, der på forhånd kendte til organisationen og spillertruppen, lægger straks mærke til Lerby. Snart skal Holland og resten af Europa også blive bekendt med Lerbys fighterinstinkt og utrættelige arbejdsradius. I takt med at de rutinerede spillere i Ajax begynder at indstille karrieren, får Lerby mere ansvar og indflydelse. Med nedrullede strømper og uden benskinner går han forrest på banen, samtidig med at hans eget spil løfter sig. Hans pasningsspil er solidt, hans stikninger i dybden giftige, og han lægger lange, præcise diagonalafleveringer over en halv bane. Han er frygtløs i sine tacklinger og spiller hårdt, men får i hele sin karriere ikke et eneste rødt kort.

Ikke alle bryder sig imidlertid om fighteren Lerbys hårde spil. I en kamp mod AZ slår Willem van Hanegem ud efter Lerby. Da Lerby vil hævne sig med en hård tackling, undviger van Hanegem i sidste øjeblik og planter i stedet sine støvleknopper på Lerbys fremstrakte skinneben. Lerby gennemfører resten af kampen humpende. Efter kampen passerer van Hanegem Lerby og siger i forbifarten: ”Åh, slog du dig?”

Tilbage på det olympiske stadion i Amsterdam er det blevet tid til kaffe og en bid brød i cafeen. Pludselig dukker den tidligere hollandske topspiller Wim Kieft op. Han omfavner David Endt og siger ”ti amo”. De har en fælles kærlighed til Italien. Jeg videregiver til Kieft en hilsen fra Klaus Berggreen, som han spillede sammen med i SC Pisa i tre år i midten af 1980'erne. Kieft husker ikke nogen Berggreen. Han beklager sin manglende hukommelse og forklarer det med et årelangt kokain- og alkoholmisbrug.

”Vorherre bevares, hvor var de to trættende”, siger Kieft, der spillede sammen med Lerby 1979-83. Lerby var på det tidspunkt blevet anfører for Ajax, og Aad de Mos klubbens træner. ”De Mos og Lerby lå konstant i krig. Aadje kunne drive 'Røde', som Lerby blev kaldt, til vanvid”. Lerby giver medspillerne samme hårdhændede behandling, som han selv fik, da han var ny i klubben. Sten Ziegler får også nok af Lerbys skrigeri. Efter et kort ophold hos Hvidovre IF er Ziegler i 1980 tilbage i hollandsk fodbold efter fem år hos Roda. Han er 30 år, anfører for det danske landshold og betragtes som den bedste libero i Holland. Han bliver købt som erstatning for Ruud Krol, der har indstillet sin aktive karriere. Året før er også den offensive midtbanespiller Henning Jensen kommet til Amsterdam. Nordjyden har allerede en fornem karriere bag sig. Indtil han er 22, hyggede han sig med at spille for Nørresundby Boldklub i Danmarksserien, men snart får Borussia Mönchengladbach nys om hans kvaliteter, og så tager hans karriere fart. Henning Jensen spiller i Gladbach i 1972-76 og derefter tre år i Real Madrid, hvor han bliver Årets Spiller, inden turen går til Ajax. Han bliver både tysk og spansk mester to gange, foruden pokalmester og vinder af UEFA Cuppen med tyskerne. Hos Gladbach såvel som i Real Madrid er han stamspiller og flittig målscorer. Men i Ajax sidder han overraskende nok ofte på bænken ved siden af den nye træner Leo Beenhakker. ”Navnet siger mig ikke noget”, siger Cor Broms efterfølger. Han har ikke lyst til at bruge ”Europas bedste midtbanespiller”. Jensen kommer af og til på banen som erstatning for Arnesen, Lerby eller Dick Schoenaker. Men som regel bliver Martin van Geel og Ton Blanker foretrukket. Jensen beklager sig ikke. Han er ikke nogen Lerby, og desuden bliver Ajax i hans første år mestre og når semifinalen i Europa Cup'en.

”Han sagde ikke så meget”, husker David Endt, ”men når han fik noget at drikke til en fest, kom munden på gled. Han var god, og jeg husker særligt et hattrick mod Willem II, men i Ajax var hans karriere begyndt at lakke mod enden”.

Det er måske ikke så underligt, at Wim Kieft ikke husker, at han i 1981 var med, da fire danskere for første gang tørnede ud i en kamp for samme hollandske klub. Det skete, da kvartetten Arnesen, Lerby, Ziegler og Jensen var med i Ajax' 6-1-sejr over MVV Maastricht. Det er siden kun sket to gange: I 1996 i Heerenveen med Jon Dahl Tomasson, Ole Tobiasen, Simon Karkov og Marc Nygaard, og igen i 2012, da Ajax stillede op med Christian Eriksen, Lasse Schöne, Christian Poulsen og Viktor Fischer. I et opgør mellem Ajax og Heerenveen i 2013 var der faktisk fem danske spillere på banen samtidig, da Nicolai Boilesen også var med.

Hvad Kieft derimod husker, er, at danskerne i hans Ajax-tid godt kunne lide at drikke. ”Lerby mødte somme tider stangstiv op til træning. Når vi holdt fest eller var i byen, blev han altid så irriterende. Gnaven, fordrukken, kontrær. Han blev ofte smidt ud”. Endt klukker af grin og fortæller, at Kieft heller ikke brød sig ret meget om Jesper Olsen og Jan Mølby. ”De to havde nøglerne til alle Amsterdams natklubber. Vi har engang kørt Jesper hjem, hvor han lå i bagagerummet, ellers ville han ikke med”. Kieft og Endt fatter ikke, hvor danskerne havde kræfterne fra, for de forsømte aldrig næste dags træning. Deres arbejdsmoral var forbilledlig. Tilbuddene til Jesper Olsen kom blandt andet fra Arsenal, Anderlecht og Borussia Mönchengladbach. Ikke så ringe for en knægt, der, indtil han var 16, aldrig havde haft en rigtig træner. I Faxe var han vant til, at en klubleder bare satte to mål op, gav drengene en bold og ønskede dem god fornøjelse.

Den klejne Olsen snor sig rundt om modstanderne, der forsøger at stoppe ham med alle midler. Men han er dygtig til at undvige tacklingerne og holde fast på bolden. Sådan er det også i Næstved i den danske 1. division, og hos Ajax, der køber ham, 20 år gammel, i sommeren 1981. ”En herlig knægt”, siger Endt. ”Jesper var frygtløs”. Olsen blev kaldt ”De Vlo”, Loppen, men sådan som han elegant fløj forbi modstanderne, havde ”De Vlinder”, Sommerfuglen, måske været et bedre tilnavn.

”Hans dribletur på De Kuip!” råber Kieft og ryster på hovedet. ”Da han lavede det sologennembrud, vidste jeg, at jeg ikke ville komme på banen i den kamp. I det klassiske arvefjendeopgør mellem Feyenoord og Ajax den 28. november 1982 står det i anden halvleg 1-1, da Feyenoord taber bolden midt på banen. Gerald Vanenburg erobrer bolden og spiller den videre til Olsen. Iklædt Ajax' lyseblå udebanedragt, der flagrer om hans slanke krop, løber danskeren slalom igennem et Feyenoord-forsvar, der én efter én forgæves forsøger at sætte en tackling ind. Olsen trækker ind i feltets venstre side, hvor han med en kropsfinte snyder den fremstormende målmand, og sender bolden i mål med venstrefoden. Feyenoord får efterfølgende udlignet, men det er Jesper Olsens solotur, alle taler om den næste dag.

”Jesper Olsen er den bedste dansker, der nogensinde har spillet i Æresdivisionen”, mener Lerby.

I 1979 begynder David Endt at arbejde for agentbureauet Inter Football. I hans notater fra dengang er navnet stavet med a:

”Jan Malby, 18 år, er en Beckenbaueragtig type, en stor personlighed med god teknik. Han ville kunne blive en glimrende erstatning for Wim Jansen. En klasse bedre end Ivan Nielsen fra Feyenoord. Vigtigt: ifølge en dansk insiderkilde skulle Malby være mere interesseret i hasardspil end i at få en karriere som professionel fodboldspiller!”

Inter Football skriver den 15. september 1981 til Ajax' bestyrelse. Rapporten handler mest om den 17-årige Michael Laudrup, ”århundredets talent”, der først vil afslutte sin skolegang. Bureauet har desuden bidt mærke i følgende danske spillere: Klaus Berggreen, Klaus Granlund, Johnny Jacobsen og Jan Heintze. Alle talentfulde spillere, men ikke gode nok til Ajax. Endt bliver af bureauets direktør Maarten de Vos bedt om at tage til Danmark for at se nærmere på spillerne. I Danmark sover Endt hos Lerbys kærestes forældre eller i Arnesens sommerhus, når han ikke kan få en køn pige på krogen. Han er meget begejstret for Danmark og danske fodboldspillere.

”Danmark er et herligt land, smukt og grønt, med åbne mennesker og god humor”.

På agentbureauets anbefaling skifter Jan Mølby i sommeren 1982 fra Kolding til Ajax. Det bliver ikke nogen udelt succes. Den dengang knap så korpulente Mølby er ifølge træner Aad de Mos den dovneste fodboldspiller, han nogensinde har set. Han foretager sig kun noget, når bolden ligger for fødderne af ham. I Ajax' spilsystem virker liberopladsen umiddelbart som bedst egnet for Mølby, men De Mos placerer ham alle mulige steder på banen, hvis ikke på bænken. Da Mølby efter et par sæsoner tager videre til Liverpool, ser han tilbage på tiden i Amsterdam med bitterhed: ”Min fætter Johnny Mølby er også et stort talent, men jeg vil fraråde ham at tage til Ajax”.

Kieft må videre, men først efter endnu en Mølby-anekdote. På vej hjem fra en sejrsfest vil Mølby køre forbi et sted og købe kroketter. Han parkerer bilen. Da han kommer tilbage, falder han i søvn i bilen. Næste dag er han lige ved at komme for sent til flyet til en europæisk kamp. I lufthavnen spørger Bobby Haarms irriteret efter hans pas. Mølby roder i jakken, han har sovet i, og hiver en pose fladmaste kroketter frem fra inderlommen.

”Sjove typer, de danskere”, siger Kieft og giver mig hånden til afsked. At Mølby efter sit ophold i Holland nærmest har fået heltestatus blandt fansene, forbavser ikke kun De Mos og klubben, men også Mølbys far, der er lastbilchauffør. Han synes, det er en skændsel, at hans knoldesparkende søn spiller ved siden af den store Cruyff. Ved landsholdets kampe ønsker han ikke at sidde på hovedtribunen: Jan på hold med landets bedste spillere, det er for pinligt. Og når junior spiller i Liverpool, er det ikke til at holde ud at se på. Englændernes modtagelse af Mølby er heller ikke alt for hjertelig. Han overtager uden problemer de engelske spilleres dårlige spise- og drikkevaner og bliver snart rigeligt høj i hatten.

Træningen er hård, og han tvinges til at løbe meget, men han klarer sig godt. Han ligner en fiskehandler i fodboldstøvler, men når han først har fået fat i bolden, kan han i blinde finde angriberne Ian Rush og John Barnes. Trods sin robuste fysik er Mølbys boldkontrol og fremdrift med bolden god. Han bliver også betroet hvervet som holdets straffesparkskytte og scorer på 42 ud af 45 i løbet af sin karriere. Han kunne have drevet det videre end det, men Mølby kommer jævnligt i klammeri med politiet for offentlig fuldskab, fartovertrædelser og slagsmål.

Midt i sæsonen 1988-89 ryger han seks uger i spjældet. Ledelsen vil af med ham, men trænerne er glade for ham, og indtil 1996 spiller Mølby godt 200 kampe for Merseyside-klubben.

Efter Mølbys afgang er Ajax en tid uden danskere, men takket være især Arnesen og Lerbys gode ry har hollandske talentspejdere siden været på udkig efter danskere. Som spilleragent kan Søren Lerby i dag konstatere, at kun få danske spillere bryder igennem i Holland. Mange vender hurtigt tilbage til Danmark. ”Da jeg kom hertil, spillede jeg for at gøre det til min levevej, jeg ville frem og havde ikke noget at tage hjem til. Nu virker det, som om de unge ikke vil møde modgang, det må ikke gøre ondt. Danskerne er et tilfreds folkefærd. I Danmark har folk det generelt godt. Men det er ikke godt for elitesporten. Hvis man vil klare sig på topplan, må man aldrig blive tilfreds”.

”Skal du ikke også interviewe Jan Heintze?” spørger Lerby, inden vi tager afsked. ”Han er den dansker i hollandsk fodbold med flest kampe og flest titler. Ham må du have fat i”.

Lerby har ret. Heintzes 395 æresdivisionskampe er rekord for en udlænding, ligesom hans ni hollandske mesterskaber, tre pokaltitler og hans ene Europa Cup-titel er det. Heintze er bare sådan en farveløs, vag skikkelse. Der er ikke kommet en eneste god historie ud af ham. Jeg kan ikke komme i tanke om et eneste spektakulært øjeblik eller en eneste afgørende aktion fra hans side. Jeg ved blot, at han var venstre back og spiste knust hajknoglepulver. Det sidste skulle være grunden til, at han kunne blive ved med at spille så længe.

På vej til Danmark tager jeg fat på Heintzes selvbiografi '20 år på toppen'. Allerede i forordet kan man se, at man ikke bliver bedre til at skrive af at spise knust hajknoglepulver.

”I sommeren 2001 blev jeg spurgt, om jeg var interesseret i at skrive en biografi om mine mange år i topfodbold. Min første tanke var, at det ville blive næsten uoverkommeligt at overskue rent tidsmæssigt, men efter at have tænkt over det et stykke tid, slog jeg alligevel til”.

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik